23948sdkhjf

Tuco går ind i 3D-print for at effektivisere produktionen af arbejdsbåde

Tuco Marine Group tager del i banebrydende 3D-printprojekt til effektivisering af produktion og øget konkurrencedygtighed

Fynske Tuco Marine er trådt ind i et projekt med afsæt i 3D-print for at effektivisere deres produktion af arbejdsbåde.

Glasfiberarbejde er tidskrævende og kan koste meget spild af materiale, og det håber Tuco at få ændret på i det nye projekt.

Projektet, der modtager en investering på 19,7 mio. kr. fra Innovationsfonden, sigter nemlig mod at revolutionere fremstillingen af højstyrke fiberkompositter ved hjælp af 3D-printning, fremgår det af en pressemeddelelse fra Tuco.

RoboPrint er et virkeligt spændende projekt, hvor vi får mulighed for at komme dybt ned i de muligheder, automatisering kan give vores produktion af hurtige arbejdsbåde her i Faaborg Jonas Pedersen, direktør i Tuco Marine

Muligheder i automatisering

Projektet er blevet en realitet på baggrund af en henvendelse fra DTU som er ledende partner, og som sammen med Force Technology står for udvikling af selve teknologien.

Øvrige partnere er virksomheden Robot At Work,, som står for levering af selve RAW 3D-printeren, samt det amerikanske selskab Cosine Additve, der står for udvikling af selve printerhovedet, der skal anvendes.

Tuco Marine Group har specialiseret sig i at levere hurtige arbejdsbåde bygget i kompositmaterialer. 

- RoboPrint er et virkeligt spændende projekt, hvor vi sammen med meget kompetente partnere får mulighed for at komme dybt ned i de muligheder, automatisering kan give vores produktion af hurtige arbejdsbåde her i Faaborg, siger Jonas Pedersen, direktør i Tuco Marine.

I dag er fremstillingen af både i komposit en arbejdskrævende proces, der indebærer manuel skæring, oplægning og laminering af glas- eller kulfiberfibre i en form. Disse manuelle metoder medfører risiko for defekter i materialet, ligesom materialerne af sundhedshensyn skal behandles med stor opmærksomhed. Desuden er der betydeligt materialespild, hvilket begrænser bæredygtigheden, og designfleksibiliteten er hæmmet af behovet for at fremstille en form til nye designs.

RoboPrint-projektet skal ændre dette paradigme ved at udvikle teknologi til at reducere det manuelle arbejde i fremstillingsprocessen, mindske omkostningerne og øge produktionskvaliteten.

Ved at implementere 3D-printning og automatisering vil Tuco opnå en højere grad af effektivitet og fleksibilitet i deres produktion. Digitaliseringen af fremstillingsprocessen vil også muliggøre automatiserede lagerfaciliteter og produktion af nye 3D-designs.

Med RoboPrint-projektet åbner Tuco en ny æra af produktionsteknologi, og Jonas Pedersen håber, det vil styrke virksomhedens position i markedet og sikre fortsat innovation og kvalitet i produktionen af hurtige arbejdsbåde.

Se nøgletal for:
Læs mere om: 3d-print skibsværfter
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.661