23948sdkhjf

Niebuhr Gears ramt på to forretningsben: Forventer sorte tal i år

Corona-krisen har også sat sine spor hos Niebuhr Gears. Den store tandhjulsproducent oplever nedgang i to forretningsben, mens det tredje forretningsben, heavy duty, der primært betjener vindmølleindustrien, fortsat har en høj aktivitet.

Udviklingen sker oven på et 2019, hvor tandhjulsproducenten havde fremgang på bundlinjen.

- 2019 havde en bred fremgang på vores to eksisterende forretningsben, og vi havde en lille fremgang på vores nye proces gears-område, fortæller administrerende direktør Rasmus Niebuhr, Niebuhr Gears, om netop offentliggjorte regnskab.

Ikast-virksomheden, der har 175 medarbejdere og en fabrik i Kina, kan præsentere et resultat før skat på 17,9 mio. kr., hvilket er en vækst på 7,7 mio. kr.

To forretningsben ramt
Aktuelt har effekten af coronapandemien haft en negativ betydning på ordreindgangen for forretningsområderne industrial gears og process gears. De to områder fremstiller henholdsvis tandhjul og transmissionselementer i små og mellemstore seriestørrelser eller meget store seriestørrelser.

- Da vi lavede vores første budget for 2020, så det ikke ud, som det gør nu. Vi kunne dog godt se, at der ville komme en stagnering og en lille tilbagegang på industrial gears, hvor vi havde haft en høj vækst, fortæller direktøren.

Derfor afskedigede virksomheden 15 mand i januar. Efterfølgende har det vist sig, at Niebuhr Gears på grund af opsigelserne i januar havde en god reaktionstid i forbindelse med corona-krisen, og derfor først nu sender medarbejdere på fordeling.  

- Det betyder, at vi ikke skal tilpasse yderligere, men købe tid, så vi er klar, når kundernes efterspørgsel stiger igen, siger han.

Sendt på fordelling
Fra juni er de timelønnede sendt på 13 ugers fordeling i de to berørte afdelinger. Det betyder samtidig, at Niebuhr Gears ikke har benyttet sig af regeringens hjælpepakker.

- Vi er gået 40 procent tilbage på de områder, der ikke har med vindmølleindustrien at gøre. Det er meget, for det vedrører typisk fremstilling af emner, hvor der er mange mandskabstimer i, uddyber Rasmus Niebuhr .

- Entreprenør- og landbrugsmaskiner ser vi lige nu den største tilbagegang på, men vi er overbeviste om, at det er et marked, der vil komme tilbage igen.

Forventer sorte tal i år
Produktionen i Danmark har vist sin styrke i corona-tiden, hvor virksomhedens fokus på automation har gjort, at der kan produceres til samme eller lavere omkostninger end i lavtlønslande.

”Made in Denmark”-tendensen forventes også at intensiveres, fordi kunderne vil have øget fokus på leveringssikkerhed i tiden efter corona, fortæller direktøren.

- Vi forventer at levere et positivt resultat i 2020 på trods af den vigende aktivitet i de to ramte forretningsben, uddyber han.  

Niebuhr Gears A/S
mio. kr. 2019 2018
Bruttofortjeneste 42,4 41,4
Resultat af primær drift 18,7 20,3
Resultat før skat 17,9 10,2
Årets resultat 13,8 7,9
Balancesum 253,5 267,6
Egenkapital 111,7 100,7
Antal ansatte 181 172
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2019.

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078