23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Podcast: Økonomisk højtryk eller sorte skyer: Prognosen for eksport og økonomi anno 2025

Told, renter og geopolitisk uro vælter ind over de danske eksportører, mens optimismen dykker til det laveste niveau i årevis. Eksportbarometer og Jyske Banks prognoser giver et klart signal. Spillet er ændret, men hvor galt står det egentlig til, og hvad betyder det for din virksomhed?

Udløber
1. maj 2026

Usikkerhed og told – det store ubekendte

Den globale scene er præget af stor usikkerhed, ikke mindst efter Donald Trumps tilbagevenden til den politiske scene i USA og hans offensive tilgang til handelspolitik. Ifølge cheføkonom Niels Rønholt skaber det uro blandt danske eksportører – men det er endnu ikke grund til panik.

Den seneste måling fra Eksportbarometeret, et samarbejde mellem Jyske Bank og Danish Export, viste en nedgang i eksportørernes optimisme: Fra 56 til 50. Det er det laveste niveau siden energikrisen i 2022.

Men tidspunktet for undersøgelsen spiller ind, påpeger Niels Rønholt: “Vi ramte netop den periode, hvor Trump annoncerede sine toldplaner – og det fik straks markedet til at reagere.”

På trods af denne usikkerhed tegner de økonomiske indikatorer stadig et positivt billede. Selvom BNP svinger, vokser beskæftigelsen fortsat, og det giver ifølge Niels Rønholt et mere stabilt fingerpeg om udviklingen. Samtidig er renterne faldet betydeligt siden 2023, og danske virksomheder klarer sig generelt godt.

 
USA, Europa – og Kina i kulissen

Niels Rønholt vurderer, at USA næppe vil bevare sin økonomiske dominans på verdensplan i fremtiden. Med et samlet marked, der overstiger det amerikanske, har EU potentiale til at spille en større rolle – især hvis landene i fællesskab styrker samarbejdet.

Tyskland har allerede taget første skridt i foråret 2025 med massive investeringspakker, som kan være begyndelsen på en ny europæisk vækststrategi. Selvom effekten ikke kan ses med det samme, kan det bane vejen for mere innovation og øget konkurrenceevne.

Kinas rolle er til gengæld todelt: en vigtig handelspartner – men også en konkurrent, der bruger statsstøtte til at presse priserne. Det kræver, ifølge Niels Rønholt, en balanceret og fast europæisk tilgang, især i sektorer som bilindustri og solenergi, hvor konkurrencen er skarp.

 
Udfordringer og potentialer for eksporten

Når man kigger frem mod det næste halve til hele år, er det især geopolitiske forhold og renteniveauer, der udgør usikkerhedsfaktorer. Men Niels Rønholt ser ikke tegn på en kommende krise. Tværtimod peger meget i retning af fortsat stabilitet, ikke mindst takket være faldende renter, nye investeringer i EU og stærke danske eksportvirksomheder.

Han fremhæver, at Danmarks styrke ligger i nicheproduktion, høj kvalitet og innovation. Vi konkurrerer ikke på pris – men på at levere merværdi og specialiserede løsninger.

Råd fra en cheføkonom

Til sidst giver Niels Rønholt to enkle, men vigtige anbefalinger til danske eksportører:

  1. Hold hovedet koldt i toldspørgsmålet. Undgå forhastede beslutninger – der er gode chancer for, at situationen lander et sted, der er til at leve med.
  2. Styrk det, I er gode til. Bevar fokus på jeres kerneforretning og tag dialogen med banken om, hvordan valuta- og renterisici bedst håndteres.

“Det handler om at fokusere på sine styrker – og det er danske virksomheder heldigvis rigtig dygtige til,” afslutter Niels Rønholt.

Hør podcasten

Du kan høre hele prognosen i podcasten Export Talks på Apple Podcast, Spotify eller på Danish Exports hjemmeside

Danish Export Association
Eksportens Hus
Lysbrohøjen 24
8600 Silkeborg
Silkeborg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK35310118

Kontaktperson

Send til en kollega

0.047