Stort automationshus veksler underskud til rekordoverskud

Technicons driftsresultat endte i 2024 på 7,2 mio. kr. mod 2,8 mio. kr. året før. Rekordoverskuddet er endda skabt i et presset marked og i en tid, hvor der er høj volatilitet på mange toneangivende markeder.
- Vi er selvsagt meget tilfredse med og stolte over de nye regnskabstal. Det er det hidtil største overskud i Technicons levetid, og det eksemplificerer vores høje aktivitetsniveau, og det er dermed også en understregning af vores stamina, vedholdenhed og strategiske fokus, siger Casper Hansen, administrerende direktør hos Technicon, i en pressemeddelelse
Ifølge Casper Hansen er årsregnskabet således ikke et resultat af tilfældigheder.
- Det er en unik kombination af stærk holdånd, høj faglighed, målrettet international vækststrategi, organisatorisk opbygning med stort decentralt ansvar. Samtidig opererer vi med en gennemarbejdet og velforankret projektmodel, der understøtter vores mål om en veldrevet, professionelt ledet og flad organisation, siger Casper Hansen.
Internationalt fokus
Sammenligner man de nye tal med det forudgående regnskabsår, er det Casper Hansens opfattelse, at underskuddet i 2023 kan tilskrives en såkaldt "Black Swan": en utilsigtet, udefrakommende, pludselig og skæbnesvanger hændelse, som det er vanskeligt at gardere sig mod.
Han henviser til den trafikulykke, han var en del af i efteråret 2023, som betød, at Technicon måtte undvære direktøren i cirka fire måneder.
- Den sorte svane er fortid: vi er back on track. Det er lykkedes at vende sidste års underskud til et flot og rekordstort overskud, fordi vi har styrket vores markedsposition og øget antallet af nye kunder. Dermed er de nye regnskabstal på ingen måde udtryk for tilfældigheder. De er derimod et vidnesbyrd om, at Technicons internationale vækststrategi, der i stigende grad retter sig mod globalt førende virksomheder inden for life science-segmentet bærer frugt. Det vidner vores øgede aktivitetsniveau også om, siger Casper Hansen, der påpeger den voksende efterspørgsel er forankret i flere kontinenter.
Solid ordrebog
Technicon havde i rekordåret 85 medarbejdere, hvoraf hovedparten arbejder i hovedkvarteret i Hobro. Det var faktisk blot enkelt medarbejder mere end i 2023
Til gengæld er der kommet fart på nyansættelserne i 2025, hvor 17 ny kolleger er kommet til, og oven i det har Technicon fem ledige stillinger.
Det vidner naturligvis om, at automationshuset har fået en forrygende start på det nye regnskabsår.
- Det går ganske fint - det er vist lidt jysk. Vi følger vores strategi, og vi kan se, at den betaler sig af. Vi vækster på vores internationale aktiviteter, og vi kan se, at vi får større og større hul i den globale pharma- og life science-sektor. De mange certificeringer, vi lavede sidste år, sammen med vores team, skaber et solidt fundament, som giver ørenlyd i den globale pharma-industri, og det er vi glade og stolte over, fortæller Casper Hansen i en kommentar til Metal Supply.
Han ser da også ind i en ganske velpolstret ordrebog.
- Den er ganske godt fyldt, men der er altid plads til mere - men vi keder os ikke. Vi kan se aktive ordrer, som går mere end det næste regnskabsår ud i fremtiden, slutter han.
Regnskabsår | 2024 | 2023 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Bruttofortjeneste | 51,3 | 48,7 |
Resultat af primær drift | 7,2 | -2,8 |
Årets resultat | 4,6 | -2,8 |
Balancestatus | 67,1 | 46,2 |
Egenkapital | 14,4 | 9,8 |
Antal ansatte | 85 | 84 |
Kilde: Technicon |