Silikone tegner fremtidens robotteknik
Af Benita Dreyer-Andersen
Man tager en halv uddannelse til elektroingeniør, tilsætter en bachelorgrad i fysik og lader den simre med en bachelor- og kandidatgrad i kunsthistorie.
Så får man Jonas Jørgensen fra IT-Universitetet i København, der netop er ved at lave en ph.d.-afhandling om, hvad der sker i relationen mellem mennesker og robotter, når robotten er lavet af silikone og ikke metal.
- Silikonematerialet ændrer robottens udseende og måde at bevæge sig på, og jeg er interesseret i at finde ud hvad disse æstetiske aspekter betyder for vores forestilling om, hvad robotterne kan og skal hjælpe os med, siger Jonas Jørgensen.
I afhandlingen forener han sine uddannelsesmæssige baggrunde til at lave en tværfaglig undersøgelser af de nye muligheder, der opstår mellem menneske og maskine, når man justerer lidt på maskines konstruktion og materiale.
- Robotter af metal har en meget mekanisk måde at bevæge sig på, hvorimod silikonematerialet tillader blødere bevægelser og udseende. Det giver nye muligheder for anderledes interaktioner mellem robotter og mennesker, og derfor skal vi se på de bløde robotter med nye øjne og med andre formål for øje, siger Jonas Jørgensen.
”Som at holde et menneske i hånden”
Robotterne er lavet af silikonetypen Ecoflex, der er blødt og elastisk og kan derfor kan give sig under påvirkning af lufttryk. Elasticiteten ligger inden for det samme spektrum som menneskehud, hvilket gør, at robotten føles ligesom at holde et andet menneske i hånden, som Jonas Jørgensen udtrykker det.
Materialet giver robotten fleksible og flydende bevægelser til forskel fra de mere mekaniske bevægemønstre, som robotter i stål har. Det åbner for nye muligheder for udviklingen af kollaborative robotter, fordi der sikkerhedsmæssigt heller ikke er de samme restriktioner for at arbejde med silikonerobotter som med konstruktioner af jern og metal.
- De bløde robotter kan bøje og give sig, og det åbner for en endnu tættere kontakt mellem menneske og maskine. De bløde robotter har simpelthen ikke den fysiske formåen til at beskadige et menneske, siger Jonas Jørgensen.
Potentialet i silikonematerialet
Afhandlingen er stadig i den begyndende fase, og indtil nu har Jonas Jørgensen primært gravet sig ned i afsøgningen af materialets potentiale.
- Det er meget anderledes end at arbejde med almindelig mekatronik. Jeg støber og former selv det udtryk, robotten skal have, og det er meget mere fleksibelt end at arbejde med fx jern, siger Jonas Jørgensen.
Støbeformene bliver skabt ved hjælpe af 3D-teknik og CAD-systemer, hvor han tegner og designer robottens elementer med avanceret software.
Herefter kommer formen til live i en 3D-printer og ultimativt fyldt med silikonematerialet, der giver robotten sit korpus.
Spændende eller ulækkert?
Hans afhandling kan blive vigtig for fremtidens diskussion om, hvor robotterne skal løse opgaver med og omkring mennesker. Associationen til robotten er nemlig en vigtig faktor for, om samarbejdet bliver en realitet.
- Det kan være altafgørende for interaktionen, om vi synes, det føles spændende eller ulækkert, at robotten er blød og føles som menneskehud. Hvilken oplevelsen er det fx at få et bad af en blød robot, og er det noget, de potentielle brugere vil acceptere, eller skal vi droppe ideen på forhånd, siger Jonas Jørgensen.
Jonas Jørgensen forventer af afslutte sin ph.d.-afhandling i slutningen af 2018.
