23948sdkhjf

Rekordstor deltagelse på Rørcenterdagene 2009

Med 82 udstillere og 3.000 kvadratmeter udstillingsareal samt otte faglige konferencer blev Rørcenterdage 2009 den største udstilling af afløbsprodukter, siden de første Rørcenterdage blev afholdt i 1985.
Begivenheden finder traditionen tro sted hvert andet år. Og igen i år var der stor opbakning til fagmessen inden for vand og afløb, hvor professionelle folk fra branchen under uformelle former kunne få nye input og lejlighed til at udbygge deres netværk. Det gode vejr var med til at trække mange besøgende til. I år var hovedtemaet klima og kloak på grund af de mange oversvømmelser i de seneste år.

- Vi er glade for den rekordstore opbakning til Rørcenterdagene. Det viser, at der er et stort behov for, at hele afløbsbranchen mødes og drøfter, hvordan vi kan finde effektive løsninger på de massive udfordringer, som Danmarks samlede afløbssystemer står over for på grund af monsterregn, fastslår Ulrik Hindsberger, der er centerchef for Rørcentret på Teknologisk Institut.

En ”erfaren rotte” med igen i år
Virksomheden Nyrup Plast har været med på en stand, siden Rørcenterdagene blev afholdt for første gang, og igen i år havde ejeren Henrik Johansen stor glæde af at deltage. I år brugte han Rørcenterdagene til at præsentere en ”sedi-pipe”-løsning, der er et nyudviklet rørsystem fra Tyskland til håndtering af store mængder regnvand. Systemet er for ganske nylig blevet afprøvet på Rørcentret.

- Vi er trofaste støtter af Rørcenterdagene. For vores erfaring er, at det er en messe, der udelukkende tiltrækker professionelle fagfolk, som kommer for at se nyhederne, fortæller Henrik Johansen fra Nyrup Plast og tilføjer:

- Og igen i år er her tæt pakket med rådgivende ingeniører, rørlæggere, kloakmestre, entreprenører og folk fra driftsselskaber og kommuner. Så vi har fået talt med mange, som er interesserede i at høre om, hvad vi arbejder med. Og det er fint, at vi også får skabt kontakt til nye kunder.

Med for første gang
En anden udstiller i år var brancheforeningen Danske Kloakmestre. Foreningen var med for første gang – og det var ikke et valg, de havde fortrudt. For mange messedeltagere viste interesse i at høre om foreningens arbejde med projektet ”Skideligeglad.dk”, der gennemføres sammen med Mariagerfjord Kommune. Dette projekt handler om at håndtere spildevand i det åbne landskab, og foreningen har indtil videre fundet ud af, at i de fleste gamle kloakanlæg er det langt fra alt spildevand, der ledes gennem en bundfældningstank, så hr. og fru Danmark er med til at forurene grundvandet med uønskede kemikalier via spildevandet fra husholdningen.

- Vi har gået rundt med et smil på læben på de to Rørcenterdage, for vi har talt med mange forskellige professionelle folk i branchen, blandt andet småproducenter. Vi har også fået sat fokus på, at vi alle sammen skal blive bedre til at passe på vores grundvand i stedet for bare at være ligeglade. Og vi har også fået en masse spørgsmål fra kloakmestre, der vil vide, hvad de kan få ud af at melde sig ind i Danske Kloakmestre, og vi har fået minimum 10 nye medlemmer, så det er dejligt, siger næstformand Allan Skovgaard Jessen fra Danske Kloakmestre. Og han er sikker på, at det ikke er sidste gang, at foreningen deltager i Rørcenterdagene.

Kilde: Teknologisk Institut - http://www.teknologisk.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094