23948sdkhjf

Året der gik – et efterår med finanskrise eller ej?

Ordet ”finanskrise” kom pludselig på alles læber, men i metalindustrien var der stor uenighed om, hvad krisen ville komme til at betyde. Nogle neddroslede forventningerne, mens andre kørte videre i samme høje gear.
Blandt de der havde meget svært ved at skjule optimismen var Tamsen Stålteknik i Viborg. Her fortsatte væksten uhæmmet, og virksomheden styrede sikkert mod et rekordresultat i 2008 ( Viborg-virksomheden Tamsen Stålteknik styrer mod nyt rekordår ).

Krisen syntes også at blæse uden om vindmølleindustrien. Selv om mange analytikere havde gisnet om, hvor hårdt Vestas ville blive ramt af kundernes manglende tilgang til finansiering, viste en opgørelse lige før jul, at vindmøllegiganten havde fordoblet sin ordreindgang fra tredje til fjerde kvartal ( Ordrebogen bugner hos Vestas ).

Dog måtte mange også sande, at finanskrisen nok ikke bare var en storm i et glas vand, og hos flere virksomheder begyndte man at se tegn på lavere vækst. Hos Grundfos ville man være på den sikre side, og derfor udsatte man en række investeringer og nedskrev vækstforventningerne ( Grundfos træder på bremsen – venter nul-vækst i 2009 ).

Hos en anden industrigigant, nemlig Danfoss, var finanskrisen lidt mere håndgribelig. Her mærkede man i efteråret en faldende efterspørgsel, hvilket også fik Nordborg-virksomheden til at sænke forventningerne til væksten ( Danfoss hårdere ramt af finanskrise end ventet ).

Andre steder i industrien var der mere kontant afregning. Specielt skrotindustrien mærkede på kort tid, hvordan krisen fik metalpriserne til at falde og dermed indtjeningen til at gå samme vej. Hos svenskejede Stena Metall resulterede de sidste måneder af året i et stort underskud ( Stort underskud hos Stena Metall ).

Også i Aalborg kunne de faldende metalpriser mærkes, og stålgrossisten Sanistål lancerede først en omfattende rationaliseringsplan ( Sanistål afskediger 225 medarbejdere ), og senere kunne man præsentere et underskud på mere end 300 mio. kr. efter årets første tre kvartaler ( Stort underskud hos Sanistål ).

I Frederiksværk var det ikke finanskrisen, der var skyld i, at Vorskla Steel stod stille. I flere måneder havde værket været uden strøm, men i slutningen af november fandt man endelig en løsning, og efter planen skal værket snart startes op igen ( Vorskla Steel snart klar til produktion igen ).

Selv om man nogen gang skulle tro det, når man åbnede aviserne, så var alt ikke nedtur i efteråret. Andre så ikke krisen som nogen hindring for at starte ny virksomhed. Blandt andet fik trekantsområdet en ny overfladebehandlingsvirksomhed, da Dansk Overflade Center så dagens lys i slutningen af november ( Tre iværksættere starter ny overfladebehandlingsvirksomhed ).

Også andre benyttede efteråret til at gå i offensiven. Den tyske automationsvirksomhed GreyLogix startede en afdeling i Danmark ( Tysk automationsvirksomhed går ind i Danmark ), og også Dansk Plade Team valgte at ekspandere nordpå, da man opkøbte to norske virksomheder ( Dansk Plade Team på opkøb i Norge ).

Hjemme i Danmark var der fornyelse på messefronten. Metal-messen var blevet omdøbt til Effektiv Produktion og skulle i højere grad afspejle produktets livscyklus fra ide til færdigproduceret. Mange udstillere savnede dog opbakning til messen, om end de var godt tilfredse med selve messens forløb ( Blandet tilfredshed med Effektiv Produktion 08 ).

Det blev til mange historier fra metalbranchen i 2008. Metal Supply ønsker sine læsere god jul og godt nytår. Nyhedsbrevet vender tilbage mandag den 5. januar.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109