Jysk maskinfabrik vil udfordre produktion i Kina
BMJ Maskinfabrik i Stoholm mangedobler sin kapacitet med flere maskiner og nye værktøjer til spåntagning af mindre emner og er nu klar til at gå i konkurrence med Kina.
- Gennem årene er stadigt flere af de mere enkle bearbejdningsopgaver flyttet fra Danmark, typisk til Kina, mens tendensen herhjemme er gået mod mere komplicerede opgaver. Ved at lave vore egne værktøjer, så vi i een og samme arbejdsgang kan håndtere snesevis af emner, kan vi med et minimum af manuelt arbejde nu lave mellemstore og større serier til ”kinesiske” priser, men i dansk kvalitet, siger Poul Pinholt.
Håber på nyansættelser
BMJ Maskinfabrik råder i forvejen over meget avancerede bearbejdningscentre og er underleverandør til plast- og metalindustrien i hele Danmark. Firmaet har en betydelig egenproduktion, blandt andet en serie med skibsfiltre, og her har de nye bearbejdningsværktøjer allerede bevist deres berettigelse.
- Filtrene monteres med vingemøtrikker i manganbronze, som vi hidtil selv har købt hjem fra Kina. Nu får vi dem støbt herhjemme i Danmark og udfører selv maskinbearbejdningen. Resultatet er, at vi får et absolut topprodukt i konstant kvalitet, og til en billigere pris, siger Poul Pinholt.
De nyindkøbte, brugte CNC-fræsere er opbygget med to palletter, så maskinen kan bearbejde på den ene, mens operatøren skifter emner på den anden. Opspændings-fixturerne, som BMJ Maskinfabrik selv har udviklet, gør det så muligt at mangedoble maskinernes kapacitet, fordi der kan monteres emner på alle fire sider med forarbejdning af emner på op til tre sider. BMJ Maskinfabrik beskæftiger i dag ni medarbejdere, og Poul Pinholt håber at kunne ansætte nye, faglærte medarbejdere i produktionen.
BMJ råder i dag over i alt syv Okuma-fræsere foruden en 9-akset Okuma MacTurn og adskillige andre CNC-styrede drejebænke, automatsave, flammeskærer samt eget smedeværksted.