Caldan opkøber fransk underleverandør

Caldan Conveyor, som bygger transportanlæg til overfladebehandlingsbranchen, har købt den franske virksomhed Sema, som laver metalkonstruktioner og arbejder med automatisering.
Det oplyser Caldan Conveyor fredag morgen i en pressemeddelelse.
Sema, som står for Systèmes de Manutention Automatisés, bliver den danske virksomheds knudepunkt i Sydeuropa og skal hjælpe danskerne med at udvide sin forretning i regionen.
Sema har allerede i mange år været Caldans teknologi- og distributionspartner i Sydeuropa, men nu bliver den franske virksomhed og dens 14 medarbejdere altså lemmet ind under Caldan-paraplyen.
- Dette opkøb bygger videre på et langt og tillidsfuldt samarbejde mellem to virksomheder med fælles værdier og fokus på kvalitet, innovation og kundesucces, siger Claus Nørgaard, administrerende direktør for Caldan Conveyor.
- Ved at slå os sammen skaber vi en stærkere global tilstedeværelse, hvor vi kombinerer Caldans internationale netværk og systemekspertise med Semas gennemprøvede teknologi og markedserfaring. Derudover styrker vi relationerne til både systemhusene og slutkunderne i regionen.
Semas grundlægger, Paulo Afonso, siger i pressemeddelelsen, at han glæder sig til, at Sema bliver en del af Caldan.
- Samarbejdet med Caldan begyndte allerede i 2010, og vi har siden oplevet et tæt partnerskab baseret på fælles værdier og supplerende styrker. At blive en del af Caldan er et spændende nyt kapitel for vores team og giver os ressourcerne til at betjene vores kunder endnu bedre, siger han.
Caldan Conveyor har hjemme i Galten, som ligger små 20 kilometer vest for Aarhus. Virksomheden har 115 medarbejdere i Danmark og yderligere 55 medarbejdere ansat i datterselskaber i Tyskland, England, Kina, Indien og USA.
Caldan er en del af den svenske industrigruppe Axel Johnson International.
Caldan Conveyor har gennem årene installeret mere end 4.500 conveyor-systemer i en lang række industrier og lande. Virksomheden har blandt andet leveret systemer til Mærsk, Tesla og Airbus.