23948sdkhjf

Induflex vil kapre nye kunder: Øger kapaciteten på produktion af drejede emner i plast

Implementering af ny drejebænk i produktionen er del af større plan om effektivisering og automatisering, forklarer direktør Rico Larsen

Plastbearbejdningsvirksomheden Induflex vil øge sin kapacitet på produktionen af drejede emner i plast. Derfor har virksomheden netop udvidet maskinparken med en helt ny drejebænk.

Købet sker efter et investeringsrigt 2022, som blandt andet har budt på en 5-akset CNC-fræser og en kollaborativ robot - i alt har Induflex haft 4 millioner kroner oppe af lommen.

Efterspørgslen stiger på drejede emner

Drejebænken bliver en fast bestanddel af Induflex’ spåntagende CNC-værksted.

- Vi har oplevet en større efterspørgsel på drejede emner, særligt fra vores kunder i industrien, end vi kunne imødekomme med vores daværende setup. Som underleverandør af plastemner, for eksempel maskindele til løbende projekter, skal vi være fleksible. For vores kunder betyder investeringen i denne maskine, at vi kan opretholde vores fleksibilitet og produktionshastighed - også på større serier af drejede emner i plast, siger direktør Rico Larsen til PlastForum.

Den nye drejebænk kan også fremstille to-sidede emner med høj præcision mere effektivt, forklarer produktionschef Martin Staun:

- Vi producerer løbende emner, hvortil der er strenge krav om præcision. Den nye drejebænk har en subspindel, så den kan bearbejde begge sider af et emne uafbrudt i en og samme arbejdsgang. Dermed kan vi producere mere effektivt og samtidig øge præcisionen på de emner, som skal bearbejdes fra begge sider, siger han.

Er der allerede nye kunder til udvidelsen?

- Det er både eksisterende kunder, som vækster, og nye kunder i industrien, som giver behov for øgning i kapaciteten. Vi vil være fleksible og fortsat kunne tilbyde hurtig levering, så det kræver, at kapaciteten følger med, forklarer Martin Staun, og uddyber:

- Den type emner, vi producerer i maskinen, er kundespecifikke emner i teknisk plast som POM, PEEK, PEHD, PET-P, PVDF og PTFE. Det er primært maskindele som for eksempel tandhjul, flanger, ruller snegle, bøsninger med mere. Vi drejer udelukkende i plast, siger produktionschefen.

Vi vil være fleksible og fortsat kunne tilbyde hurtig levering, så det kræver, at kapaciteten følger med. Martin Staun, produktionschef.

Led i større plan

Investeringen i drejebænken er ligesom de øvrige investeringer et led i en større investeringsplan. I starten af 2023 forventer Induflex levering af en stanglader til virksomhedens drejebænke.

- De investeringer, vi har foretaget i år, er en generel oprustning af vores maskinpark for at øge vores kapacitet på produktion af emner til vores kunder i industrien, siger Rico Larsen.

Om Induflex

  • Induflex ligger i Støvring og beskæftiger cirka 45 medarbejdere
  • Den ordreproducerende virksomhed fremstiller kundetilpassede plastløsninger som maskindele, afskærmninger og belysningskomponenter til kunder i mange brancher – særligt indenfor industri og fødevareprocesindustri
  • Induflex huser over en automatiseret maskinpark med blandt andet laserskæring, skæreplottere, CNC-fræs og -drej, varmebukning samt digitalprint og montage

Artiklen er en del af temaet Maskinfokus.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125