23948sdkhjf

Atter sorte tal på bundlinjen hos LPM Production

Mens 2019 var lidt af et øv-år for den vestjyske underleverandør, var 2020 en helt anden positiv historie.

I virksomhedens nyligt offentliggjorte regnskab er underskuddet før skat på 1,3 millioner kroner i 2019 blevet vekslet til et overskud på 2,3 millioner kroner.

Fokus på omkostninger

Administrerende direktør Jan Nielsen Økjær, der satte sig i direktørstolen knap midtvejs i regnskabsåret forklarer, at man har haft stort fokus på at få tilpasset virksomhedens omkostninger.

- Det der egentlig skete i 2019 var, at man fik hele processen gearet til en omsætning, som ikke kom, og fik ansat en masse medarbejdere. Inden man fik det hele reguleret ordentligt til, gik der noget tid, siger han.

Digitalisering giver bedre gennemsigtighed

I 2019 betød det desværre, at man måtte afskedige otte-ti medarbejdere, og det har i sagens natur haft en gunstig effekt på LPM Productions bundlinje i 2020.

- Udover den stramme styring af vores omkostninger ligger også en væsentlig strammere styring af vores kostpriser; hvad tjener vi penge på, og hvad tjener vi ikke penge på. Hele den der proces med opsamling af data og digitalisering har også givet os et langt bedre grundlag til at analysere på de her ting fremadrettet, forklarer Jan Nielsen Økjær.

Digitaliseringsprocessen startede virksomheden allerede i 2018, men for hver dag arbejdet skrider frem, viser der sig nye fordele.

- Vi har høstet data fra det i hele 2020, men vi høster stadig flere ting og begynder at fokusere mere og mere på det, lyder det fra Jan Nielsen Økjær.

Corona betyder kortere ordrehorisont

Som de fleste andre virksomheder har coronaen også været en udfordring for LPM Production.

- Selvfølgelig har det påvirket os. Nogle kunder er påvirket noget mere end andre, og så har vi andre kunder, som i perioder har trukket meget mere for at være sikre på at kunne levere. Der hvor det har påvirket os mest er den horisont, vi har. Den er blevet meget mindre. Vi kan ikke se så langt frem. Ellers ser det stille og roligt fornuftigt ud. Ordrerne kommer ind, og her i 2021 følger vi også vores budget.

Han forventer derfor også at resultatet i 2021 bliver væsentligt bedre end 2020.

LPM Production A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 27,0 27,6
Resultat af primær drift 2,8 -1,3
Resultat før skat 2,3 -1,3
Årets resultat 1,8 -1,0
Balancesum 39,1 42,7
Egenkapital 15,6 13,7
Antal ansatte 45 57
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094