23948sdkhjf

Kærligt gensyn med 5 tons stål: Vikingeskib vender tilbage til Herfølge Kleinsmedie

Tilbage i 2012 fik Herfølge Kleinsmedie en ordre lidt ud over det sædvanlige.

Vikingeskibet Roskilde 6 skulle på turne, og den sjællandske smedevirksomhed fik til opgave at producere et stålskelet, der skulle holde resterne af det godt 1.000 år gamle skib sammen.

Resultatet blev en 37 meter lang, 4 meter bred, 8 meter høj og godt 5 tons tung stålkonstruktion.

Skibet har fået en overhaling

Skibet har været i Tyskland, England, Canada og USA og skal nu være en del af Nationalmuseets udstilling. Selve stålskelettet har dog haft et pitstop hos Herfølge Kleinsmedie.

- Det vi har gjort denne gang er, at vi sammen med Nationalmuset har sorteret emnerne, og fundet dem der havde skrammer i lakken, pletter og så videre. Så er det blevet sandblæst igen og lakeret om. Der var også nogle emner, der havde fået lidt transportskader, det har vi rettet op. Så testsamlede vi det hjemme på værkstedet, for de har kun et vindue på en uge derinde til at samle det, fortæller Finn Richardt, administrerende direktør hos Herfølge Kleinsmedie.

Medarbejderne hos Herfølge Kleinsmedie har haft skibet på værksted i cirka en måned, men efter det blev testsamlet, gik der mindre end 24 timer, før det var på vej mod Nationalmuseet.

Spændende projekt

For Finn Richardt og hans medarbejderne var der tale om et rigtigt glædeligt gensyn.

- Det er et af de mest spændende projekter, jeg har været med til at lave. Også fordi det er to forskellige verdener, der mødes; man kan næsten ikke komme længere væk fra hinanden end smede og arkæologer. De er to sjove grene af samfundet at sætte sammen, men det gik over al forventning. Det var et skidegodt samarbejde, vi havde med dem, lyder det fra Finn Richardt.

- Samtidig står man og tænker på, at de byggede det her skib for 1.000 år siden og sejlede rundt i det. 100 mand, eller hvad der nu har været i besætning på sådan et skib. Det er også skægt for os, der har været med, og det også givet en fornyet interesse for vikingerne, når man nu har været med til sådan et projekt, tilføjer han.

Let at samle

Selve stålskelettet er lavet af 400 forskellige dele, og der er næsten ikke brugt nogen svejsninger i konstruktionen.

- Der er selvfølgelig noget, der er skruet sammen. Men det er faktisk lavet sådan, at det næsten bærer sig selv. Det er faktisk kun de to stævne, der er skruet fast. Resten er tappet sammen, og på alle spanterne er der nogle rustfri ledelinjer, der indikerer skrogets form. Hvor de sidder i spanten, sidder der en bøsning, som er svejset mellem to rør, der har et helt unikt dobbeltsmig, som lige nøjagtig passer til det rør, når det kommer igennem spanten. De rør er stykket sammen i forbandt, så den samling sidder ikke over samlingen nedenunder – den samling sidder henne over to andre spanter, forklarer Finn Richardt.

Hele formålet med den konstruktion var, at det forholdsvist let skulle kunne transporteres rundt i verden mellem de museer, hvor skibet skulle udstilles. Samtidig skulle det kunne samles kun med brug af almindeligt værktøj.

- Det blev transporteret rundt i verden i en 40-fods container. Da vi designede det i sin tid, designede vi vogne med dedikerede ophængspladser til hver komponent, nummereret og det hele. De skulle stå i en bestemt rækkefølge i containeren og på en bestemt måde, for at der er plads til det, siger Finn Richardt.

Roskilde 6 skal efter planen udstilles på Nationalmuseet de næste ni år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156