23948sdkhjf

Hjernø Værktøjsfabrik vil være eksperter i brændselsceller

Brændselsceller, der kan omsætte brint, metanol og andre stoffer til elektricitet i en elektrokemisk proces, er en lovende teknologi inden for mange processer i industrien og i transportsektoren.

Hjernø Værktøjsfabrik - der tidligere har løst opgaver inden for netop brændselcelleproduktion og fortsat gør det - ser også så stort et potentiale i teknologien, at virksomheden nu investerer yderligere ressourcer i at blive et decideret kompetencecenter inden for fremstilling af brændselsceller.

- Vi har beviselig erfaring med teknologien og har allerede opbygget en del knowhow inden for området. Vi ønsker at være med til at præge udviklingen inden for brændselscelleproduktion og mander derfor nu yderligere op på området, fortæller administrerende direktør Aage Agergaard i en pressemeddelelse.

Vil tilknytte forskere
Ambitionen er blandt andet at tilknytte en forskergruppe med indsigt i den kemiske og fysiske proces, der foregår inde i cellen. Til det har Hjernø p.t. ansøgninger ude hos forskellige fonde.

- At blive eksperter inden for en forholdsvis ny verden som brændselsceller er ikke så lige til, men vi ser store synergier i at bringe vores knowhow om fræsning af meget komplekse geometrier til anoder og katoder ind i brændselscelleproduktionen, da vi derigennem kan producere mere effektive brændselsceller, forklarer Aage Agergaard.

- Men for at skabe mere effektive geometrier er vi nødt til at være eksperter på hele teknologien og ikke bare eksperter inden for højpræcisionsfræsning. På den måde kan vi gå fra producent til også at blive rådgiver, hvilket er ambitionen med alle de opgaver, vi påtager os, tilføjer han.

En måneds uafbrudt fræsning
Hjernøs primære metier er fremstilling af højpræcisions-sprøjtestøbeværktøjer til plastindustrien. Over en årrække har virksomheden ansat et væld af specialister med kompetencer inden for alt fra emnedesign, analyser og formværktøjer med ultrakort køletid til selve plastfremstillingen.

Det er også den specialistviden, der er blevet bragt i spil på de opgaver, Hjernø har løst for brændselscelleindustrien. Her har man gennem flere år for både danske og udenlandske kunder fremstillet en serie af ultrapræcise anoder og katoder. Det er en særlig form for store, hærdede formplader, der anvendes til produktionen af brændselsceller til transportsektoren.

Der er tale om formplader, som har krævet en hidtil uset præcision i mikrofræsning, hvor en fræseoperation kan tage op til en hel måneds uafbrudt fræsning på bare én formplade med fræsere helt ned til 0,1-0,6 mm.

Tolerancerne er samtidig helt nede på 3 my, hvilket er på grænsen af, hvad både maskiner og måleudstyr egentlig kan måle. Der må tilsvarende heller ikke efterlades det mindste fræsespor, og opstår der bare en enkelt fræsefejl, er der stor risiko for, at formpladen er ødelagt.

Derfor har Hjernø - med assistance fra leverandøren Makino - selv været med til at overvåge og vedligeholde den hybridopmåler, der sidder inde i fræsemaskinen og sørger for konstant at optimere fræsningen. Desuden har Hjernøs teknikere øget deres viden om det at kombinere en lang række skærende værktøjer med forskellige skæregeometrier for at kunne leve op til de ultralave tolerancer.

- Al den viden, vi har opbygget, ser vi nu frem til at bringe i spil på andre tilsvarende projekter, slutter Aage Agergaard.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078