23948sdkhjf

Henter støberi-viden i USA

Skulpturstøberiet i Svendborg opdaterer det gamle håndværk, skulpturstøbning, til nutiden, ved løbende at satse på nye produktionsteknikker

På Skulpturstøberiet laver Jørn Svendsen voksmodeller om til værker, fortrinsvis i bronze, for kunstnere som Christian Lemmerz, Henrik Have og Gudrun Steen-Andersen.

Traditionel bronzestøbning er et håndværk, der ikke har ændret sig nævneværdigt siden renæssancen. Men i slutningen af 1990’erne valgte Jørn Svendsen at bryde med traditionerne og tage til USA for at importere den dengang nye Shellcasting-metode.

Oprindeligt udviklet i våbenindustrien anvendes Shellcasting egentlig primært til industrielle formål og i medicinalbranchen. Men kunststøberier bruger også teknikken, der udover en høj grad af præcision og detaljerigdom også er markant mere miljøvenlig end traditionel støbning.

På forkant i traditionsbundet fag
- I Europa er man meget traditionsbundet og bruger de gamle metoder, selv om CO2-belastningen er stor, for eksempel når man brænder en støbeform ved 650 grader i op til ni døgn, forklarer Jørn Svendsen.

- Med Shellcasting kan vi nøjes med blot 2½ time. Ud over CO2-besparelsen giver metoden også en markant mindre mængde overskudsmaterialer fra støbeprocessen, der skal håndteres som  problemaffald. Til gengæld er Shellcasting en kompliceret proces, der kræver veluddannede og erfarne medarbejdere. Det er en patenteret teknologi, der udvikles løbende, og som kræver særlige materialer. Vi vil være med helt i front på området, især når det gælder om at reducere miljøbelastningen. Derfor er vi tit i USA for at uddanne os hos den leverandør, vi samarbejder med.

Midler gennem InnoBooster
InnovationsAgent Susanne Reinholdt Damgaard har hjulpet Skulpturstøberiet med at finde finansiering gennem InnoBooster-ordningen til at indføre en ny metode, der reducerer miljøbelastningen yderligere.

Jørn Svendsen forklarer:

-  Shellcasting har haft en ulempe: Voksmodellen af skulpturen skal dyppes i en flydende væske, der har samme vægtfylde som granit. For at holde sig flydende skal den omrøres konstant, alle døgnets 24 timer. Det kræver meget strøm. Nu har vores amerikanske leverandør udviklet en ny væske, som ikke kræver konstant omrøring. Den væske vil vi gerne implementere i produktionen, men den skal håndteres meget præcist. Derfor har vi brug for at videreuddanne vores personale, arbejde med miljøhåndtering, fejlretning og så videre.

- I Europa er der kun meget få støberier, der er så langt fremme teknologisk som os. Den position vil vi gerne fastholde og styrke yderligere. Derfor er vi glade for at få støttemidler til at innovere vores produktion.

Tiltrækning af nye kunstnere og medarbejdere
Innobooster-projektet startede 1. maj i år og varer frem til april 2019. Ud over strømbesparelsen forbedres Skulpturstøberiets CO2-regnskab markant, samtidig med at virksomheden forventer at kunne tiltrække nye kunder ved at markere sig som et af de mest innovative og avancerede kunststøberier i Europa, forklarer Jørn Svendsen:

- Vi vil samarbejde med de mest krævende og nyskabende kunstnere, og samtidig vil vi tiltrække de bedste medarbejdere. Derfor satser vi på innovation, og det vil vi fortsætte med at gøre. Når jeg ser ind i fremtiden, kan jeg forestille mig, at vi starter partnerskaber med arkitektskoler, kunstakademier og forskere. Det kunne være spændende at supplere den kommercielle del af støberiet med uddannelse og forskning omkring for eksempel kunst i det offentlige rum, nye materialer og produktinnovation, slutter Jørn Svendsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141