23948sdkhjf

Ingeniørstuderende tager til Baltic Open med egne racerbiler

For hvert år får de ingeniørstuderende bag AAU’s racerbiler nye erfaringer og bedre biler. Nu er de klar til at stille op i et internationalt løb – mod sig selv.
Når unge mænd interesserer sig for hurtige biler, siger man, at de har ”benzin i blodet”, men for en gruppe studerende på Aalborg Universitet er det nok mere korrekt at tale om ”mekanik i blodet”.

De ingeniørstuderende bruger nemlig en stor del af deres fritid på at bygge deres egne racerbiler. I disse dage er gruppen i gang med de sidste forberedelser, før de i konkurrencen Baltic Open i Estland d. 26.-28. august skal dyste mod studerende fra andre lande med samme passion.

Fjerde generation
Det er fire år siden, den første hjemmebyggede racer trillede ud fra garagen på Aalborg Universitet, og i år er holdet Unicorn Race Engineering klar med fjerde generation inden for AAU-racerbiler. G4, som den nye bil derfor kaldes, trækker på erfaringerne fra de tidligere, og samtidig har holdet foretaget nogle forbedringer i både konstruktion og mekanik.

For eksempel er der i år gjort mere brug af letvægtsmaterialer som kulfiber i stedet for stål, og bilens strukturelle bund er en såkaldt sandwich-konstruktion af kulfiber og aluminium-honeycomb. Det har givet en række køretekniske fordele, men mest af alt har det reduceret bilens vægt fra 257 til 221 kg.

På elektronikfronten har holdet på egen hånd udviklet en mere gennemført teknisk løsning, som trådløst sender data fra bilen, så man løbende kan holde øje med bilens ydeevne og eventuelle problemer.

Konkurrerer mod sig selv
- Det er sjovt, når alle disciplinerne kan spille sammen om at lave en god bil. Som energistuderende lærer jeg ikke noget om sandwich-konstruktioner eller standarder for trådløse netværk, men til gengæld kan jeg bidrage med noget, de andre på holdet ikke kan. En bonus er så, at vi nu for eksempel tager til Baltic Open og møder andre hold, siger Lars Kuur, der har været med i AAU’s racerbilarbejde i tre år.

Under løbet i den estiske hovedstad Tallinn stiller de studerende fra Aalborg Universitet for første gang op mod sig selv, for holdet har ikke kun den nye G4-bil med til Baltic Open.

- Vi har fået gjort G3 køreklar igen, så vi tager to biler med til Estland. Det bliver spændende at se, om den nye kan slå den gamle, griner Lars Kuur, som på trods at et stærkt deltagerfelt forventer, at holdet kan lande i den bedste halvdel af Baltic Open.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11