23948sdkhjf

Dansk deltagelse i nordisk mesterskab for første gang

Til trods for at der i flere år har været holdt nordiske mesterskaber i CNC-drejning for industritekniklærlinge, er det aldrig sket med dansk deltagelse.
-Det skal være slut nu, for gennem en god kontakt til det svenske maskinfirma Cencema AB har vi sikret os, at Svensk Svarvförening, der står bag det nordiske CNC-mesterskab, har sendt en officiel indbydelse til os, fortæller Ole Laulund Nielsen, der er faglærer i EUC NORD’s smede- og maskinafdeling.

Som optakt til den danske deltagelse i det nordiske mesterskab holdt EUC NORD i slutningen af februar en åben konkurrence for hold fra Nordjylland. Holdene bestod hver især af tre lærlinge, der selv havde fundet frem til hvem de ville dyste sammen med.

-Tirsdag 20. april 2004 følger så en praktisk konkurrence for de tre bedste hold fra første runde. Her skal vi finde frem til de tre industritekniklærlinge, der skal repræsentere de danske farver i forbindelse med de nordiske mesterskaber. Her vil deltagerne ud over praktiske færdigheder blandt andet blive bedømt på deres evne til at planlægge arbejdet, samarbejde, fleksibilitet og kvalitetsbevidsthed – alt sammen færdigheder, som vægtes højt i det danske uddannelsessystem, siger faglærer John Kold, EUC NORD.

Den endelige styrkeprøve – Nordisk CNC-mesterskab – finder sted i Gøteborg i forbindelse med Svenska Mässan i anden uge af maj.

-Vi betragter invitationen som en mulighed for at sætte fokus på de gode håndværkeruddannelser og at give vores lærlinge et spændende indslag i dagligdagen. Samtidig får de mulighed for at opleve og afprøve deres færdigheder i forhold til andre unge med den samme uddannelse fra vores nabolande, siger Ole Laulund Nielsen. Og John Kold supplerer:

-Med deltagelse af nogle af de bedste lærlinge fra Norge og Sverige bliver det spændende at se hvordan lærlinge fra det danske uddannelsessystem klarer sig. Der er tale om et møde mellem den danske vekseluddannelse mod ren værkstedsskoleuddannelse, som det kendes fra norsk og svensk sammenhæng.

Af tidsmæssige grunde har det ikke været muligt at holde en landsdækkende udtagelseskonkurrence til dette års nordiske mesterskaber. Er erfaringerne positive, vil man dog forsøge at gennemføre et dansk mesterskab som optakt til kommende nordiske dyster.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095