23948sdkhjf

Danfoss udvider sin produktion i Kina

En udvidelse af Danfoss Heating Controls’ produktion i Wuqing i Kina skal sikre den langsigtede konkurrenceevne og bane vej for salg af flere Danfoss produkter på det kinesiske marked. Jørgen M. Clausen indviede tirsdag den nye produktion.
Danfoss udvider produktionen i Wuqing i nærheden af Beijing, hvor den nuværende montage af radiatorventiler nu får selskab af smedning og bearbejdning af ventilhuse. I løbet af 2010 vil det betyde ca. 60 ekstra arbejdspladser på fabrikken i Wuqing. Udvidelsen er en del af forretningsstrategien i Danfoss Heating Controls, der går ud på at blive mere konkurrencedygtig ved at placere den mere manuelle produktion af radiatorventiler i Kina og koncentrere den høj-automatiserede masseproduktion på den danske fabrik i Viby. Den danske fabrik vil fremadrettet fungere som kompetencecenter for messingbearbejdning, og ca. 80 procent af den samlede produktionsvolumen vil fortsat være i Viby.

Ventilerne indgår i Danfoss’ verdenskendte radiatortermostater, som reducerer CO2-udslippet fra almindelige varmeanlæg med omkring 100 kg årligt, når de erstatter manuelle radiatorventiler.

Udvidelsen i Wuqing skal styrke Danfoss’ tilstedeværelse på det kinesiske marked, som vurderes at blive helt central i fremtiden. I forlængelse af indvielsen vil Jørgen M. Clausen, formand for Danfoss’ bestyrelse, og en delegation fra Danfoss Heating Controls i de kommende dage besøge en række offentlige myndigheder, producenter og leverandører for at fortælle om mulighederne for varmeregulering i Kina. De skal blandt andet mødes med den kinesiske viceminister for beboelse og urbant & ruralt byggeri.

Ud over ventiler producerer Danfoss også en lang række andre produkter til varme- og køleteknik på fabrikken i Wuqing. Samlet set har Danfoss nu mere end 3.000 medarbejdere i Kina fordelt på fem fabrikker og otte salgskontorer.

Kilde: Danfoss - http://www.danfoss.com

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125