23948sdkhjf

Ny type spindel fra Bosch Rextoth optimerer hos maskinbygger

En ny type planetrullespindel fra Bosch Rexroth optimerer maskinanlæg hos den midtjyske maskinbygger Solomatic A/S.
Maskinbygger virksomheden Solomatic A/S i Silkeborg, er i øjeblikket i gang med at fremstille en specialbygget maskine, der skal lokke, klippe, bukke, montere tætningslister og gummipakninger på en aluminiumsskinne. Til at forestå arbejdet har virksomheden valgt at benytte sig af en ny type planetrullespindler fra Bosch Rexroth, drevet af servomotorer.

- Helt fra starten skulle vi bestemme os for, om vi skulle benytte os af en ren hydraulikløsning til opgaven. Men med det tryk og den vandring, maskinens otte cylindre skal have, skulle vi bruge 2500 liter hydraulikolie, fortæller direktør Jørgen Pedersen fra Solomatic.

- Hydraulikløsningen ville være lidt billigere, men der er også flere vedligeholdelsesomkostninger, større driftsomkostninger og ikke mindst ville maskinen ikke være så fleksibel fremadrettet. Derfor var det ikke en optimal løsning og vi valgte i stedet den lidt dyrere løsning med planetrullespindlerne, som vi kan styre uafhængig af hinanden.

Netop fleksibiliteten er vigtigt for maskinbyggervirksomheden, Jørgen Pedersen forklarer her hvorfor.

- I dag foregår udviklingen af emnerne på samme tid, som vi bygger maskinen. Derfor kender vi ofte ikke hele sandheden om det færdige produkt, når vi tegner maskinen. Skal der eksempelvis lokkes huller i en stålskinne i stedet for en aluminiumsskinne, er det let at ændre med denne konstruktion, hvor hver enkelt spindel kan programmeres uafhængig af hinanden.

Tyndere spindel med flere kræfter

Valget faldt på den nye type planetrullespindel, der har flere fordele frem for den almindelige kuglespindel.

- Det er en mindre spindel, der er mere kompakt og derfor fylder mindre i konstruktionen, men som yder den samme kraft, fortæller Martin Bunk fra Bosch Rexroth.

- I denne maskine skal der trykkes 10 tons og det bruger vi en spindel på Ø48 millimeter til, hvor vi skulle bruge en Ø80 millimeter, hvis vi havde valgt en kuglespindel. Det betyder konstruktionen fylder mindre i maskinen, og at inertien er mindre, hvilket medføre at der kan køres mere dynamisk.

- Hemmeligheden er at kuglerne erstattes af planeter, og det bevirker, at der er stor kontaktflade og resulterer i at vi kan trække de mange kræfter ud af en forholdsvis lille spindel, siger Martin Bunk.

- De otte spindler der er brugt i maskinen, trykker som sagt 10 tons stykket. Men større spindler er på vej fra udviklingsafdelingen, så der i 2013 kan fås spindler op til 20 tons. Alle kan fås med en variabel slaglængde.

- For os som maskinbyggere er det vigtigt at konstruktionen er så kompakt som muligt, da plads altid er et problem i maskinerne, samtidig giver det et bedre designmæssigt udtryk, forklarer Jørgen Pedersen.

Udvikling vigtigt

Solomatic er en virksomhed, der satser på at fremstille specielmaskiner i absolut topkvalitet til de brancher, der sætter store krav til funktionalitet, design og dokumentation.

- Maskinerne bygges helt fra bunden. Vi konstruerer i 3D Solid Works, har egen bearbejdningsafdeling og programmerer selv styringerne, ligesom vi monterer maskinerne. Vi leverer en meget detaljeret dokumentation, som der jo blandt andet efterspørges i medico-branchen, som også er et af vores stærke områder, siger Jørgen Pedersen.

- Vi er ofte med helt fra kundernes designfase, således at vi er med til at sikre at produktet efterfølgende kan produceres.

Virksomheden har stort fokus på konstant at udvikle sig og benytte de nye teknologier, og der er da også et par spændende projekter i støbeskeen.

- Vi har blandt andet investeret i Helium læksøgningsudstyr, således at vi nu, som nogle at de eneste i Danmark, er i stand til at udføre læksøgningstests og forsøg for at kunne udvikle og dokumentere, at vi kan fremstille maskiner, der kan imødekomme kundes forventninger og krav.

- Ligeledes er vi med i et Greentech projekt, hvor vi har fået tilskud til at se om vi kan udvikle støjafskærmninger der kan reducere støjen fra maskinerne, fortæller Jørgen Pedersen.Ÿ
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.069