23948sdkhjf

Analyse: Der vil mangle 90.000 faglærte i 2030

I 2030 vil samfundet mangle 90.000 faglærte, mens der vil være cirka 85.000 ufaglærte og 55.000 akademikere i overskud.
Det er udsigterne, hvis vi ikke sadler om. Derfor er det helt afgørende, at flere unge tager en faglært uddannelse, og at færre går på universitetet, siger Ejner K.Holst, LO, og Per Påskesen, Metal.

Det fremtidige mis-match mellem for få faglærte og for mange akademikere og ufaglærte fremgår af en ny LO-analyse, der er en del af den endnu ikke offentliggjorte rapport ”Danmark 2030”. Det skriver LO på sin hjemmeside.

- Det er helt afgørende, at vi får vendt skuden. Når vi nu ved, at vi får brug for flere faglærte i fremtiden – og at vi samtidig ved, at der bliver for mange ufaglærte og for mange akademikere, så er det jo helt skævt, at vi har indrettet et system, hvor de unge fravælger erhvervsuddannelserne, og som samtidig leder alt for mange ind på universiteterne, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.

Arbejdsløshed, lønpres og fortrængning
Konsekvenserne af de unges nuværende måde at vælge uddannelse på risikerer at føre til øget arbejdsløshed blandt folk uden uddannelse og blandt akademikerne. Samtidig vil udenlandske faglærte blive ansat der, hvor vi ikke selv kan levere nok arbejdskraft, mener fagforbundene.

Arbejdsløsheden blandt udvalgte grupper vil føre til lønpres nedad. Samtidig er der risiko for, at arbejdsløse akademikere vil fortrænge lønmodtagere med kortere uddannelse.

LO og Metal foreslår derfor, at flere skal have en faglært uddannelse, og færre skal på universitetet. Til gengæld skal de faglærte have bedre mulighed for at efteruddanne sig efter behovene på arbejdsmarkedet.

- Vores allerstørste opgave de kommende år bliver at forbedre erhvervsuddannelserne, så de unge finder dem attraktive. Det er helt uholdbart, at 85.000 ufaglærte i fremtiden står og kigger ind på arbejdsmarkedet uden at komme i betragtning til et job, fordi de mangler færdigheder, siger uddannelseschef i Metal, Per Påskesen.

Færre skal på universitetet
LO og Metal er samtidig enige om at begrænse det stigende antal af unge, der vælger at gå på universitetet.

- Det er spild af gode kræfter at foregøgle så mange unge, at de kan klare sig med en akademisk uddannelse i fremtiden. Vi bliver nødt til at stoppe med at overuddanne folk til arbejdsløshed. I stedet skal det være langt mere attraktivt at bygge oven på sin erhvervsuddannelse, siger Per Paaskesen.

LO og Metal foreslår, at faglærte skal kunne tage akademiuddannelser på videregående niveau ved at kombinere de overenskomstbaserede kompetenceudviklingsmidler med statens voksenuddannelsesstøtte (SVU).

Et eksempel kan være, at en industritekniker, der er uddannet på en erhvervsskole, over et par år tager en videregående akademiuddannelse indenfor for eksempel energi og miljø på deltid på et erhvervsakademi.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094