23948sdkhjf

Metalindustrien presses på eksporten

De positive takter fra 2012 er afløst af panderynker hos de danske metal- og maskinvirksomheder.
Forud for HI-messen i starten af september melder brancheorganisationen Metal- og Maskinindustrien om faldende omsætning igennem første halvdel af 2013. Især den livsvigtige eksport halter for metalvirksomhederne.

Chefkonsulent hos DI, Christian Eskelund-Hansen, beretter til Metal Supply, at eksporten faldt med 16 procent i sidste kvartal.

- Det er især opbremsningerne på de europæiske hovedmarkeder, grundet turbulensen fra Sydeuropa, der er årsagen til den lavere omsætning, fortæller Christian Eskelund-Hansen til Metal Supply og understreger eksportens væsentlighed:

- Langt hovedparten af branchens omsætning stammer fra eksport, og det er også fremadrettet eksporten, der skal trække branchens omsætning.

Se også: Underleverandører stilles over for nye krav

Til gengæld er den indenlandske omsætning på vej tilbage på omgangshøjde. Ifølge Christian Eskelund-Hansen steg den indenlandske omsætning i sidste kvartal med 10 procent, hvilket bringer den op på det højeste niveau i et år.

Lysere tider i sigte
Et kig i krystalkuglen hos Metal- og Maskinindustrien giver dog ifølge Christian Eskelund-Hansen anledning til at tro på bedring for metalvirksomhederne. Efter et sort forår lyder meldingen fra chefkonsulenten, at både erhvervsliv og forbrugere ser frem mod lysere tider, og det afspejler sig i erhvervstilliden.

Det er især positive takter fra metal- og maskinindustriens største aftagermarked, Tyskland, der vækker glæde. Men også eksporten til fjernmarkederne samt forventninger til øget købekraft hos danskerne udgør lyspunkter i situationsrapporten for metalvirksomhederne.

- De positive bidrag kommer især fra eksporten ud af Europa, meddeler Christian Eskelund-Hansen og tilføjer, at Tyskland her spiller en central rolle som lokomotivet i EU’s eksport til Asien.

Beskæftigelsen i venteposition
Et centralt budskab i dommen over metalvirksomhedernes tilstand er, at udsigten til lysere tider ikke smitter af på jobskabelsen herhjemme. Det skyldes ifølge Christian Eskelund-Hansen, at de danske virksomheder, kloge af skade, forholder sig afventende.

Se branchetal for metal- og maskinindustrien her.

- Virksomhederne er forsigtige. Man vil hellere løbe stærkere, med det man har og se omsætningen an, før man går videre.

Produktivitet stadig i højsædet
Styrkelse af produktiviteten hos de danske metal- og maskinvirksomheder er af afgørende betydning for branchens fortsatte vækst og konkurrenceevne. Derfor har minimering af spild, forbedring af arbejdsgange og øget automatisering stået øverst på blokken hos Metal- og Maskinindustrien de seneste år.

- Over en bred kam har vi en høj produktivitet i Danmark, men det er det næste skridt – produktivitetstilvæksten – det handler om, forklarer Christian Eskelund-Hansen.

Ifølge Metal- og Maskinindustriens Træk og Tendenser-rapport for 2013 er en af hovedårsagerne til, at produktiviteten i dansk industri har tabt terræn i forhold til udlandet, at især de små- og mellemstore virksomheder ikke har haft fokus på at øge produktiviteten.

Det tabte genvindes
Dog har industrien genvundet en del af det tabte over de seneste år, og Ifølge Christian Eskelund-Hansen er der igen produktivitetstilvækst i branchen.

- Vedholdenhed, konkret inspiration og løbende opfølgning er blandt de ting, der får underskovens produktivitet op i gear, siger Christian Eskelund-Hansen.

Et af de nyeste tiltag i branchen vedrører et pilotprojekt finansieret af Industriens Fond, hvor tyve stål- og aluminiumvirksomheder samles i et eksportnetværk. Formålet er, at virksomhederne med støtte fra brancheforeningen skal lære af hinanden og i fælleskab.

- Vi venter os meget af forløbet, og vi håber, at erfaringerne fra projektet kan koges sammen til en bouillonterning, som branchen i helhed skal kunne drage nytte af når projektet afsluttes i 2014, fastslår Christian Eskelund-Hansen.

I forbindelse med projektet vil brancheforeningen for Metal- og Maskinindustrien troppe op på HI-messen med en fællestand.

Har din virksomhed fokus på at øge produktiviteten, hører redaktionen gerne fra dig. Skriv dine erfaringer i kommentarfeltet herunder eller på mail.

Artiklen er en del af temaet Branchetal.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141