23948sdkhjf

Semco har succes i Vietnam

Samarbejdet med det statsejede PetroVietnam Marine Shipyard tegner lovende, og den danske offshore-aktør har nu afleveret de første to rigge til kunderne.
Semco Maritime indledte tilbage i efteråret 2012 et strategisk samarbejde med det statsejede vietnamesiske værft PetroVietnam Marine Shipyard omkring opgradering og vedligehold af borerigge.

I det nye vietnamesiske samarbejde leverer Semco Maritime sammen med den vietnamesiske partner færdigudrustning af nybygninger fra andre asiatiske værfter, eksempelvis fra Kina, som service, ombygning og opgradering af ældre rigge, der opererer i området.

Satser på opgraderinger
Mens PetroVietnam Marine Shipyard satser på nybygninger, skal Semco Maritime fokusere på servicering, ombygning og opgradering. Behovet er stigende i disse år, blandt andet som følge af nye boreteknikker, der kræver mere mandskab ombord og samtidig øger kravet om bedre indkvarteringsmuligheder for mandskabet ombord, forklarer senior vice president Hans Peter Jørgensen, Semco Maritime.

- I dag bores der dybere end før, og der bores samtidig horisontalt. Denne øgede belastning af riggens bærende konstruktioner kræver ombygning og forstærkning. Samtidig er kravene til indkvartering steget. Mandskabet ønsker ligeledes bedre komfort og mere plads, og derfor er bygning af beboelseskabiner også et stærkt voksende marked for Semco Maritime, siger Hans Peter Jørgensen.

Han vurderer, at der i øjeblikket alene i Sydøstasien findes omkring 75 ældre rigge, som står foran opgradering med en ordrevolumen på i gennemsnit 20-35 mio. kr. pr. rig. En rig skal typisk serviceres hvert femte år, dels af hensyn til sikkerheden og dels med henblik på teknologisk opgradering i en branche, hvor produktionsteknik og -effektivitet konstant sætter nye standarder. Dertil kommer færdigudrustning af nybygninger fra andre værfter i Sydøstasien.

Første rigge er afleveret
Rig-markedet er karakteriseret ved få, meget store og meget solide aktører, der nyder godt af en udvikling, hvor olie og gas hentes op fra stadigt større dybder i stadigt mere utilgængelige egne i verden.

I september afleverede Semco Martime og PetroVietnam Marine Shipyard den russiske jack up rig Murmanskaya, en ombygning til en samlet værdi af 20 mio. kr., og i slutningen af december var der afsejling for den helt nybyggede kinesiske rig West Telesto, som har været forbi Semco Maritime og PetroVietnam Marine Shipyard til afsluttende klargøring, inden riggen sejler ud til første operation.

Ifølge Hans Peter Jørgensen sikrer samarbejdet med PetroVietnam Marine Shipyard en stærk base for betydelig udvidelse af Semco Maritimes rig-forretning, og han forventer, at brohovedet i Vung Tau vil sikre Semco Maritime og Petro Vietnam Marine Shipyard en god del af markedet i Sydøstasien for ombygninger af rigge, der igennem mange år har været forbeholdt værfterne i Singapore.

- Vi har i dag en stor del af markedet omkring Nordsøen, hvor vi har opbygget både bred viden og effektive metoder til at opgradere en rig hurtigt, sikkert, til tiden og i høj kvalitet. Alle afgørende konkurrenceparametre. Det breder vi nu ud til andre regioner af verden med samme behov, og her er Vietnam et perfekt valg, som vi over flere år har arbejdet på at etablere os i, forklarer Hans Peter Jørgensen.

Fabrik i Vietnam
Allerede i 2009 byggede Semco Maritime en fabrik til produktion af beboelsesmoduler i byen Vung Tau i det sydlige Vietnam, hvor der foreløbig er skabt omkring 500 lokale arbejdspladser.

- Vil man gøre forretninger i Vietnam, skal man mene det alvorligt. Vi har siden 2007 opbygget et tillidsforhold til myndigheder og samarbejdsvirksomheder, og siden har vi også etableret os i landet. Det giver os nu et stærkt afsæt for at gå ind på rig-markedet også, siger Hans Peter Jørgensen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078