FLSmidth har fået god start på 2025 - ser begrænset effekt af toldkrig
FLSmidth er kommet bedre fra start i 2025 end oprindeligt ventet på trods af toldkrig og geopolitisk uro.
Ingeniørkoncernen rapporterer for årets første kvartal et overskud efter skat på 351 mio. kr. mod analytikernes forventning om et overskud på 254 mio. kr. ifølge estimater indsamlet af selskabet selv. I samme kvartal sidste år var overskuddet på 194 mio. kr. efter skat.
Omsætningen faldt til 4,729 mia. kr., men analytikerne havde ventet en omsætning på 4,582 mia. kr. Omsætningen i samme kvartal sidste år var på 4,839 mia. kr.
I forhold til toldkrigen ser FLSmidth begrænset effekt.
- USA stod for cirka 20 procent af vores salg i 2024, og cirka halvdelen af vores salg til USA var import.
- Vores fleksible forsyningskæder og proaktive toldbegrænsende foranstaltninger - reduktion af forsyningsstrømme mellem Kina og USA, potentiel videreførelse af omkostninger til told til kunderne og optimering af vores forsyningskædes effektivitet - vil hjælpe med at afbøde de tilknyttede risici, og vi ser i øjeblikket en begrænset direkte indvirkning på vores aktiviteter, skriver FLSmidth i regnskabet, der også indeholder en lille opjustering.
Det justerede driftsresultat (ebita) blev 596 mio. kr. sammenlignet med forventningerne om et plus på 528 mio. kr. og 443 mio. kr. på den post i første kvartal 2023.
Dermed blev den justerede ebita-margin 13,9 procent i kvartalet sammenlignet med en estimeret margin på 11,5 procent, og på 9,2 procent i første kvartal sidste år.
Ordreindgangen blev i kvartalet på 4,629 mia. kr. mod ventet 4,580 mia. kr. og en ordreindgang på 5,248 mia. kr. i samme periode sidste år.
.\\˙ Marketwire
Regnskabsår | 1. kvartal 2025 | 1. kvartal 2024 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 4.729 | 4.839 |
Bruttofortjeneste | 1.629 | 1.384 |
Ebita | 596 | 365 |
Resultat før skat | 532 | 303 |
Periodens resultat | 351 | 194 |
Balancestatus | 26.379 | 26.904 |
Egenkapital | 11.842 | 11.085 |
Antal ansatte | 7.682 | 8.769 |
Kilde: FLSmidth |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.