23948sdkhjf

Leverandører af laserskærere vil have en større bid af kagen

Polske Eagle Group har omstruktureret sit danske datterselskab, hvor en ny direktør får som klart mål at øge salget

Eagle Group har været til stede på det skandinaviske marked med eget salgsselskab i knap 10 år.

Selskabet har været ejet i kompagniskab med Kim Glad, men han har nu valgt at søge nye udfordringer, og Eagle har derfor købt ham ud af selskabet.

Samtidig har den polske producent af laserskærere hentet en ny direktør ind i skikkelse af Peter Kramer. Han har kørt parløb med Kim Glad siden sommeren 2023.

Fordel med én ejer

Målet med omstruktureringerne er at skabe et skarpere og stærkere Eagle på det skandinaviske marked. Derfor er det en stor fordel, at det polske moderselskab nu står 100 procent bag datterselskabet, mener Peter Kramer.

- Det giver os jo nogle flere muskler, at vi er ejet på den måde. Der er én ejer, og én der bestemmer, hvad der er strategien, siger han.

Peter Kramer er et velkendt navn i maskinbranchen. Han kommer senest fra en stilling som country manager hos DMG Mori, hvor han havde ansvaret for Danmark. Før det var han gennem en længere årrække ansat hos Bystronic, senest med titel af regional sales manager Scandinavia med ansvaret for salget i hele Skandinavien

Opruster i salgsstyrken

Nu står han altså i spidsen for Eagles oprustning i Skandinavien – for der bliver tale om en markant oprustning, understreger Peter Kramer.

- Vi skal have øget salget væsentligt, konstaterer han.

Derfor har han siden sommer øget salgsstyrken.

- Vi har fået ansat en sælger til at tage sig af Sverige, jeg har fået en agent i Norge, og så har jeg lavet salgssamarbejde med Timesavers Nordic til at sælge her i Danmark, fortæller Peter Kramer.

- Og så har jeg ansat min rigtig gode arbejdskollega fra mit tidligere job i Bystronic, Ronni Bohnensack, som servicechef, og vi er sammen ved at få bygget en serviceorganisation op og få styrket vores lager. Reservedele og sliddele skal vi jo bare have hjemme, så derfor har vi fået tegnet en aftale med et professionelt lager, der kommer til at varetage alle forsendelser til hele Skandinavien, fortsætter han.

I den kommende tid forventer han også at kunne ansætte nye serviceteknikere. Hele formålet er selvfølgelig at sælge flere maskiner på det skandinaviske marked. Nogen nærmere målsætning vil Peter Kramer dog ikke løfte sløret for.

- Når vi øger antallet af serviceteknikere, investerer i mig og i en person som Ronni Bohnensack, samt Jesper Madsby, som vi har hentet i Sverige fra LVD, så er det er jo store navne i branchen, Eagle har valgt at få ind nu. Så det er jo klart, de forventer, at der kommer nogle flere ordrer ind, og at vi får en større bid af kagen, forklarer Peter Kramer.

Ny adresse

Samtidig med omstruktureringen af Eagle Scandinavia har selskabet også skiftet adresse fra Randers til Vejle. Det skal man dog ikke lægge noget videre i, fortæller Peter Kramer

- Før lå det jo ude hos Kim, som var medejer, så derfor var det nødvendigt for os, at vi flyttede, siger han.

Man skal da heller ikke forvente, at Eagle Scandinavia bygger et kæmpe showroom eller lignende op i de nye lokaler.

- Jeg har jo den filosofi, at når man skal investere penge i maskiner, så er den bedste oplevelse altid at komme til fabrikken, og den ligger altså kun seks-syv timers kørsel herfra, lyder det fra Peter Kramer.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095