Rekordår hos Q-Interline – men sorte tal lader vente på sig
Sjællandske Q-Interline, der producerer analyseudstyr til fødevareindustrien, kom ud af 2023 med en rekordhøj omsætning på 31,9 mio. kr. Det svarer til en fremgang på 22 procent sammenlignet med året før.
- De største bidragsydere til omsætningsfremgangen kommer fra datterselskaberne i Frankrig og Tyskland. Samtidig havde vi en stærk vækst på årligt tilbagevendede omsætning (ARR) på 21,0 procent i forhold til 2022, skriver Q-Interline i sit årsregnskab.
Virksomheden har blandt andet indgået en global aftale med en af verdens absolutte sværvægtere indenfor mejerisegmentet. Aftalen omfattede levering af et antal analysesystemer til laboratoriebrug i både Frankrig og Belgien, ligesom der efter regnskabsårets afslutning er indgået en ordre til yderligere et produktionssite i England.
Driftsresultatet, ebit, endte på -9,6 mio. kr., og lå dermed inden for det forventede interval på -9,0 til -10,0 mio. kr. Årets resultat blev -10,1 mio. kr., og det var 1,9 mio. kr. bedre end året før.
At resultatet ikke blev bedre skyldes ifølge Q-Interline, at selskabet har fastholdt et højt investeringsniveau i markedsføring og salg, og at en række demo-projekter har haft en længere tidshorisont end forventet, og derfor først vil blive faktureret i indeværende regnskabsår.
I 2024 forventer Q-Interline en omsætning på 40-45 mio. kr. og et driftsresultatet (ebit) på -8,5 til -5,2 mio. kr.
Regnskabsår | 2023 | 2022 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Nettoomsætning | 31,9 | 26,1 |
Bruttofortjeneste | 20,8 | 16,9 |
Resultat af primær drift (ebit) | -9,6 | -11,9 |
Resultat før skat | -10,1 | -12,1 |
Årets resultat | -10,1 | -12,0 |
Balancestatus | 24,9 | 26,1 |
Egenkapital | 1,4 | 11,4 |
Antal ansatte | 29 | 27 |
Kilde: Q-Interline |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.