23948sdkhjf

HI Awards-nomineret tager vandet ud af tank-kalibrering

Når vejecellerne under en 80.000 liter tank skal kalibreres, har det indtil nu krævet 80.000 liter vand. Det tager en hel dag og er skidt for miljøet, men Eilersen Calibration Solutions har skåret vandet helt ud

Når vejecellerne under en opbevaringstank i biotech-, pharma- eller fødevareindustrien i dag skal kalibreres, har fabrikkens teknikere en lang dag foran sig. Det er vigtigt, at producenten ved, præcis hvor mange kilo væske, der er i tankene, derfor skal vejecellerne kalibreres én til to gange om året.

- Man bruger vand til at kalibrere, fordi det har en massefylde på én. Så 80.000 liter vand er lig med 80.000 kilo. Men det er en meget langsom proces, det tager 10-12 timer at fylde en tank op og lave op til flere kontrolvejninger. Desuden er det et stort vandforbrug, så en af vores kunder spurgte, om vi ikke kunne udvikle en bedre løsning, fortæller Frederik Eilersen, stifter af Eilersen Calibration Solutions og direktør for Eilersen Electric.

Virksomheden udspringer af Eilersen Electric, der i mere end 50 år har produceret industrielle vejeceller. Nu kan datterselskabet tilbyde hydraulisk kalibrering af vejesystemer på tanke til medicinal- og fødevareproduktion.

- Man tilkobler hydraulikcylinderen med referencevejecellen, og så trækker den i tanken og vejecellen måler trækkraften. Derefter sammenligner man værdien med vejesystemet under tanken og kan lave justeringer hvis nødvendigt. Det hele tager omkring en halv time, og derefter kan man gå videre til næste tank, siger Frederik Eilersen.

EilerCal, som kalibreringsløsningen hedder, kan spare for eksempel en medicinalvirksomhed, der har mange opbevaringstanke, for flere hundredetusinde liter vand. Derfor er Eilersen Calibration Solutions også nomineret til HI Sustainable Awards.

- For os er nomineringen til sådan en fin pris en blåstempling af, at EilerCal er et troværdigt og godt produkt, som der er en fremtid i. Hele branchen har indtil nu kalibreret vejesystemer på én måde, og så kommer vi og lancerer en helt ny og banebrydende måde. Det gør os ekstra glade for skulderklappet, siger produktchef Sebastian Schlicker.

Hele branchen har indtil nu kalibreret vejesystemer på én måde, og så kommer vi og lancerer en hel ny og banebrydende måde Sebastian Schlicker, produktchef, Eilersen Calibration Solutions

Eilersen Calibration Solutions blev stiftet for under et år siden, og virksomheden har allerede solgt EilerCal-kalibreringsløsningen til en række pharma- og biotechvirksomheder i Danmark og USA.

To millioner liter sparet

Den første prototype af EilerCal blev udviklet af ingeniører i Eilersen Electric i 2009 til en dansk kunde. Men medicinalindustriens fokus på bæredygtighed og produktivitet skabte efterspørgsel på en ny version af løsningen. I 2019 fik den første store pharma-virksomhed en ny version af løsningen, som i dag er kendt som EilerCal.

- De skulle bygge en ny fabrik, der skulle etableres efter bæredygtighedsprincipper. Den er de ved at køre ind nu, og de har en masse nyinstallerede tanke. Tidligere ville de have fyldt dem med vand som en del af indkøringen. Nu bruger de i stedet vores kalibreringsløsning, og de regner med at have sparet to millioner liter vand bare i indkøringsfasen, siger Sebastian Schlicker.

En anden fordel er, at EilerCal kan kalibrere tanke, der har et indhold med en anden massefylde end vand, forklarer Frederik Eilersen.

- Nogen væsker har måske en massefylde på 1,3, men det kan du ikke kalibrere tanken efter, når du bruger vand til kalibration. Men med EilerCal kan man kalibrere hele måleområdet, så kunden derned fuldt ud kan udnytte sin produktionskapacitet, siger direktøren.

Med EilerCal kan man kalibrere hele måleområdet, så kunden dermed fuldt ud kan udnytte sin produktionskapacitet Frederik Eilersen, stifter af Eilersen Calibration Solutions

Alle Eilersens vejeløsninger er udviklet og produceret på fabrikken i Kokkedal, og det vejer tungt hos kunderne, siger Frederik Eilersen.

- For de fleste af vores kunder betyder det noget, at det er et kvalitetsprodukt, og det ry har Danmark. I USA og Europa kommer der mere og mere fokus på, at produktet ikke er produceret i Kina. Selv i Kina har vi en del kunder, hvor vi laver statements om, at produktet ikke er produceret i Kina. Så der har vi en klar fordel, som nok kun bliver større de kommende år.

Eilersen Electric

M9490

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079