23948sdkhjf

Dansk vækst er en lille smule pænere end først antaget

Dansk økonomi er i år startet bedre end først antaget. Særligt handlen med udlandet kaster flere penge af sig

Dansk økonomi startede 2023 en lille smule bedre end først antaget. Det viser tal fra Danmarks Statistik fredag.

Her er væksten i bruttonationalproduktet (BNP) i årets første tre måneder blevet opjusteret.

BNP er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Oprindeligt lød vurderingen, at Danmarks økonomi var vokset med 0,2 procent i årets første tre måneder.

Nu er det i stedet Danmarks Statistiks bedste bud, at den er vokset 0,6 procent.

- Dagens opjustering af BNP-væksten skal primært ses i sammenhæng med, at Danmarks Statistik har opjusteret handelsbalancen med hele 16 mia. kr., skriver Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer i en analyse.

- Dertil var væksten i første kvartal primært drevet af fremgang i medicinalindustrien og transportbranchen samt stigende eksport og privatforbrug.

Væksten er ifølge Danske Banks chefanalytiker, Bjørn Tangaa Sillemann, endnu et bevis på, at dansk økonomi er brølstærk.

Ifølge Bjørn Tangaa Sillemann er dansk økonomi siden udgangen af 2019 - altså lige før en global pandemi medførte udbredte nedlukninger i både Danmark og de lande, som danske virksomheder eksporterer mest til - vokset med 8 procent.

- Det er mere end de andre nordiske lande og USA og væsentlig mere end euroområdet. Det er især dansk eksport, som har været ekstraordinært stærk igennem de seneste år, skriver han i en skriftlig kommentar.

- Med til historien hører uden tvivl medicinalindustriens succes, som især i år har været udslagsgivende for at holde væksten på sporet herhjemme.

Dansk Industris cheføkonom, Allan Sørensen, peger på, at medicinalindustrien er så stærkt et lokomotiv for væksten i dansk økonomi det seneste år, at det kan dække over en række andre dele af økonomien, der har bremset op.

- Investeringerne i boliger er faldet med 18 procent over det seneste år. Maskininvesteringer er næsten 8 procent lavere end for et år siden, skriver han i en kommentar.

Bjørn Tangaa Sillemann peger også på, at privatforbruget har lidt under den stigende inflation.

Selv om forbrugerne ifølge chefanalytikere kan forvente flere lønkroner på lommen den kommende tid, bliver det ikke nok til at undgå, at dansk økonomi bremser lidt, vurderer han.

Både han, Allan Sørensen og Tore Stramer forventer i større eller mindre grad, at dansk økonomi må nøjes med en mere beskeden vækst resten af året.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.143