23948sdkhjf

Stor fusion er godkendt: Dansk CEO for GPV bliver topchef for 7.500 ansatte

Fusionen mellem GPV og schweiziske Enics er nu en realitet.

Tilbage i juni kunne GPV fortælle, at de skulle fusionere med schweizerne, men man har hidtil ventet på, at konkurrencemyndighederne skulle godkende fusionen.

Det er sket nu, og i den forbindelse afslører GPV i en pressemeddelelse, at den nye virksomhed vil beholde GPV-navnet og fremover være kendt som GPV Group A/S.

Ligeledes bliver det Bo Lybæk, der som administrerende direktør kommer til at stå i spidsen for det fusionerede selskab, der samlet kan tælle flere end 7500 medarbejdere og en omsætning på mere end 7 milliarder kroner årligt.

- GPV og Enics er et rigtigt stærkt match, og jeg glæder mig over, at fusionen nu er på plads. Jeg er overbevist om, at vi med vores samlede styrker bliver en attraktiv samarbejdspartner for vores kunder på det hastigt forandrende EMS-marked. Vi ser frem til at implementere den fusionsplan, vi har lagt i samarbejde med vores nye kolleger fra Enics, og som vi vil eksekvere med stor respekt. Vi er klar over, at fusionen bliver en stor opgave, men vi forventer også, at den bliver en stor succes. Jeg vil gerne takke Elke for den tillid, hun viser mig ved at sende Enics-stafetten videre, og jeg ser frem til at mødes med og samle de mange engagerede medarbejdere i det nye selskab, lyder det fra Bo Lybæk i pressemeddelelsen.

Den hidtidige Enics-direktør, Elke Eckstein, vil fortsætte i en rolle som integration advisor frem til udgangen af januar 2023.

Efter fusionen har det nye selskab i alt 19 fabrikker beliggende i Danmark, Schweiz, Finland, Slovakiet, Estland, Sverige, Østrig, Tyskland, Thailand, Kina, Sri Lanka, Malaysia og Mexico.

I GPV Group bliver Schouw & Co. majoritetsaktionær med 80 procent af ejerskabet, mens det familieejede finske investeringsselskab Ahlström Capital Group tager sig af de resterende 20 procent.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11