23948sdkhjf

Ordrerne brager ind ad døren: Serviceafdelingen har vokseværk hos EMS

EMS har haft vokseværk de seneste år, og det har senest resulteret i en 4.700 kvadratmeter stor udvidelse i Esbjerg.

En af de afdelinger, som har fået et skub, er serviceafdelingen, der er gået fra et hjørnekontor til egen 1.200 kvadratmeter bygning med eget værksted og kontor ved siden af resten af EMS. Afdelingen har egentlig altid været en del af EMS, men er det seneste år vokset fra 6 til 18 medarbejdere – og ordrerne vokser med.

- Det sidste års tid har serviceafdelingen vokset med hast – både i mandskab og ordrer. Derfor var det også nødvendigt, at den fik mere nutidige faciliteter. Vi har haft bygningen på Lillebæltsvej 35 på hånden, som vi har videreudlejet et godt stykke tid, og vi vidste ikke helt, hvad vi ville gøre med den. Men så ville vækstkurven det anderledes og ændrede strategien, fortæller Kenneth Hagelskjær, der er direktør hos EMS.

Udvider kapaciteten

Med et spritnyt værksted og mere plads gør serviceafdelingen nu klar til at tage endnu flere ordrer og fortsat tilbyde effektiv og hurtig respons for kunderne – begge vigtige led i strategien for EMS.

- Jeg kalder det vores ”ambulanceservice”, for sådan er serviceafdelingen hos os. Så snart kunderne ringer, så ved de, at der er hjælp af højeste kvalitet i den anden ende af røret. Det er vigtigt for os, at kunderne altid føler, at de kan regne med os – lige meget hvornår det er, fortæller Kenneth Hagelskjær.

Derfor er der siden august 2021 blevet tilføjet yderligere fire CNC-maskiner, endnu flere maskiner til deres onsite machining er på vej, mens en daglig maskinmester også er blevet ansat. Alt for at imødekomme de mange on-siteopgaver, der tikker ind.

- Vi tilbyder alt fra bearbejdning og Petroseal til vedligeholdelsesarbejde, og det seneste halve års tid har vi erfaret, at flere inden for forskellige industrier søger mere mod totale aftaler. Det har betydet rigtig mange onsiteopgaver fra især offshore-branchen, men vi forventer, at vi kommer til at få endnu flere opgaver fra andre brancher i fremtiden. Så vi skal være 100 procent klar til at varetage de opgaver, og det sikrer vi ved at udvide kapaciteten og vores repertoire, fortæller Mikael Schade, der er servicechef hos EMS.

Udrulning af ny strategi

Igennem det sidste år har EMS været ved at omstille sig til en ny strategi om at satse fuldkomment på energiindustrien, hvor særligt vind, olie/gas og PtX er i sigtekornet. Målet er at skabe værdiskabende løsninger til energibranchen.

- Gennem hele organisationen har vi klargjort alle processer til langsomt at udfase nogle kundesegmenter og hjulpet dem videre. Og der har ingen negative reaktioner været fra vores kunder. De forstår vores valg, og det viser os bare, at vi har taget den rigtige beslutning. Så nu er der fuldt fokus på energisegmentet, fortæller Kenneth Hagelskjær.

Virksomheden ser et stort potentielle i den nye strategi, og hos serviceafdelingen er der spændende muligheder, som tidligere har været uudforsket.

- Vores opgave er at lave innovative løsninger, der skal skabe værdi for energisektoren. Lige nu har det mest været inden for offshore, men der er et kæmpe potentiale i onshore. Om det er rør, tanke eller motorer, der skal bearbejdes eller vedligeholdes på enten et skib eller et varmeværk, er underordnet for os. Vores medarbejdere er uddannet inden for onsite machining og kan klare opgaver inden for vores felt, fortæller Mikael Schade.

Med de nye maskiner og værktøjer på vej, forventer EMS at vokse yderligere på både medarbejder- og ordrefronten.

Fredag den 30. september 2022 klokken 13.00 til 17.00 er det muligt at se serviceafdelingen og hele EMS’ nye faciliteter, når svejse- og stålspecialisten afholder åbent hus på Lillebæltsvej 35-37 i Esbjerg N.

Læs mere om: EMS
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109