23948sdkhjf

Sparer millioner ved at forlænge drejebænk med seks meter

Virksomheden Svanehøj har fået ombygget en ældre drejebænk, så den nu kan lave længere emner og samtidig producere dem hurtigere

Genbrug er in. Det gælder også for maskiner. Svanehøj, der blandt andet laver pumpeløsninger til håndtering af kryogene væsker, har fået en af deres ældre maskiner opgraderet, så den nu kan producere en anden type emner, end de tidligere har produceret. Alternativet havde været en helt ny maskine til flere millioner kroner.

– Den del af vores produktion, vi har in-house, skal vi være de absolut dygtigste til. Med ombygningen og den seks meters udvidelse af vores gamle maskine kan vi producere emner med en væsentlig større processikkerhed, end vi har kunnet tidligere på et manuelt boreværk, siger Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen, head of production hos Svanehøj.

Det er Bast & Co der har kapacitetsudvidet og optimeret Svanehøjs gamle maskine.

– Det er en klar fordel af renovere ældre maskiner. Man sparer penge i forhold til at købe en ny maskine, og man skal ikke til at lære en ny maskine at kende. Maskinerne kan renoveres og ombygges, så de lever op til præcis de samme krav som nye maskiner, forklarer Kim Dejbjærg, servicechef hos Bast & Co.

Det er en klar fordel af renovere ældre maskiner. Man sparer penge i forhold til at købe en ny maskine, og man skal ikke til at lære en ny maskine at kende Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen, head of production hos Svanehøj

Løser udfordringer

Svanehøj har haft maskinen siden 1990’erne, og den har indtil ombygningen været brugt til bearbejdning af andre og væsentligt mindre emner. Ved ombygningen af maskinen er der blevet bygget et vangeparti af beton, der forlænger maskinen, så den kan producere de langt længere emner, som Svanehøj har behov for.

– Normalt anvender man støbejernselementer til vangepartier, men i denne sammenhæng fandt vi ud af, at det ville være optimalt at anvende beton. Det har den rette styrke, og vi kunne fremstille vangepartiet på nogle uger, mens støbejern ville have taget noget længere tid at fremstille. Så løsningen er både billigere og enormt tidsbesparende, forklarer Kim Dejbjærg. Den nye udgave af den ældre maskine giver Svanehøj mulighed for at standardisere processer. Tidligere havde de en mand stående ved maskinen hele tiden, nu kan de tænke i celleproduktion, så et hold af medarbejdere har ansvar for et område i produktionshallen og ikke blot en enkelt maskine og det sparer på mandskabsfronten.

– Det handler egentlig ikke om at spare en mand. Men vi har, som mange andre, meget store udfordringer med at få faglært arbejdskraft, så det handler om at anvende de hænder og hoveder, vi har tilgængelig, så bredt som muligt. Det bliver muligt med opgraderingen af maskinen, og så er det jo aldrig en ulempe at spare samtidig, forklarer Mikkel Bülow Bundgaard Sørensen.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093