23948sdkhjf

Varme-specialister har mod på det store udland

Efter et stærkt 2021 med en bundlinjefremgang på 500 procent har den vejlensiske producent af eltekniske varmeløsninger Jevi mod på fremtiden.

De lykkedes i det forgange år med at få mere gang i forretningen i Tyskland, og det kommer også til at være et stort fokuspunkt i fremtiden - og der vil helt generelt være et større fokus på eksportdelen af forretningen fremover.

Modet på at komme længere ud i den store verden skal til dels findes i Jevis ejerskab, hvor den svenske koncern Nibe Group siden 1998 har ejet Jevi.

- Nibe giver os et andet ståsted og pondus, når vi snakker med store globale kunder, som kan se, at vi ikke bare er en mellemstor dansk virksomhed men en del af en kæmpestor koncern. Og så giver det en finansiel styrke, som vi ellers ikke har haft, siger administrerende direktør i Jevi, Tommy Christensen, til Metal Supplys søstermedie Electronic Supply.

Større marked fremover

Jevi udvikler og producerer industrielle elvarmere til blandt andet vind-, offshore- og jernbaneindustrien, og det - håber Tommy Christensen - vil der blive et større marked for de kommende år.

- Der er en global trend i, at man skifter fra fossile brændsler til mere vedvarende og bæredygtige løsninger, og der er el i høj grad i fokus. Så i mange brancher, hvor man tidligere havde procesheatere på gas, vil man nu have en el-heater.

- Så på den måde ser vi absolut en mulighed for stor fortsat vækst, fordi forretningsområdet vokser, og nye markeder åbner i kraft af, at fossil energi bliver droslet ned. Der kommer til at ske et skifte, og det håber vi på at være en stor del af, lyder det fra Tommy Christensen.

Tommy Christensen regner altså med, at ordrebøgerne kommer til at vokse de kommende år både ind- og udlands, og det er de begyndt at arbejde med på domicilet i Vejle, hvor de i dag er i omegnen af 100 medarbejdere i alt fra produktion, kvalitet og udvikling til administration, salg, økonomi og indkøb.

- Vi arbejder på at skalere produktionen. Vi har øget vores bemanding og belægning, hvor vi har etableret et nathold, så vi nu kører i to eller nogle gange tre skift på døgnet. Det skal understøtte væksten i Danmark, men i høj grad også i Tyskland og på eksporten generelt, siger Tommy Christensen.

Om Jevi

  • Grundlagt i 1942 og holder til i Vejle.
  • Producerer, udvikler og sælger elektroniske varmeelementer og varmeløsninger til industrielt brug.
  • Har både standardproduktion og kundetilpasset produktion.
  • Leverer til blandt andet offshore-, vindmølle og togindustrien.
  • Har siden 1998 været ejet af Nibe Group.

Kilde: Jevi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062