Metaltyve på spil hos Danfoss
En større mængde skrotmetal blev i weekenden stjålet fra Danfoss' anlæg i Silkeborg. Ifølge politiet blev tyveriet muliggjort ved at deaktivere sikkerhedssystemer i dagene op til indbruddet. Det skriver TV Midtvest.
Gerningsmændene havde angiveligt smurt mudder på fotosensorerne, så porten til området forblev åben, og alarmen ikke blev aktiveret. Herefter blev hegnet til det indhegnede område klippet op, og der blev stjålet omkring 3,5 tons messing og tinbronze til en samlet værdi af 155.000 kr.
- Åbningen ind til skrotmetallet var ikke så stort, at der kunne komme et køretøj igennem, så gerningsmændene har formentligt båret det ud selv, udtaler politiassistent Carsten Holm til TV Midtvest.
Overvågningskameraerne blev ikke saboteret, og Danfoss er i gang med at gennemgå videomaterialet. Politiet har endnu ikke modtaget optagelserne på grund af virksomhedens interne sikkerhedsprocedurer.