23948sdkhjf

Der blev løbet stærkt hos Stantræk i 2021

Tallene taler deres tydelige sprog.

En stigning i omsætningen på 57 procent, et øget overskud før skat på 83 procent og en stigning i medarbejderstaben på knap 20 procent vidner om et travlt 2021 hos Stantræk.

Og det er helt i overensstemmelse med virkeligheden, fortæller administrerende direktør Morten Petri Lauritsen.

- Vi har set en voldsom stigning i aktivitetsniveauet hos principielt samtlige kunder. Det har betydet, at vi har siddet fra morgen til aften og været ekstremt overraskede over, at man kan gå fra et forholdsvist stabilt aktivitetsniveau til voldsomme procentuelle stigninger fra samtlige kunder, og sjovt nok stort set fra den ene dag til den anden, lyder det fra Morten Petri Lauritsen.

- Det har vi selvfølgelig forsøgt at honorere gennem hele 2021, og vi er lykkedes forholdsvist godt med at få det høje aktivitetsniveau gelejdet gennem vores organisation på bedst mulig vis. Så på den måde har det været et bemærkelsesværdigt år, fortsætter han.

Det tager tid at lære nye medarbejdere op

Den kraftige stigning i aktiviteten har dog ikke været uden omkostninger. Dels er der bundet ekstra kapital i stigende varelagre for at kunne være sikker på, at der har været råvarer nok til produktionen. Og dels har der været trukket ekstra veksler på virksomhedens medarbejdere.

Til gengæld kan Morten Petri Lauritsen konstatere, at man rent maskinmæssigt sagtens har kunnet følge med den stigende aktivitet. Det skyldes, at man allerede i begyndelsen af 2021 investerede i en fordobling af bukkekapaciteten med en ny Trubend 5000 bukkecelle fra Trumpf.

- Vi har grundlæggende haft den tilgang, at vi investerer for fremtiden, og det vil sige, at vi investerer i udstyr med fokus på automation. Det er der intet nyt i, det har vi gjort altid. Der, hvor vi kom til kort sidste år, var på bemandingsfronten, forklarer Morten Petri Lauritsen.

- Grundlæggende har vi et fremragende team og en enorm stærk organisation; både administrativt, men i særdeleshed også i vores produktion. Derfor har vi det også som en del af vores organisatoriske strategi, at vi er nødt til at begrænse antallet af nye medarbejdere, som kommer ind i huset på én gang, for der skal være tid og ressourcer til at lære dem op. Så derfor har vi hele sidste år været forsinket i tilførslen af nyt personale i produktionen, fortsætter han.

I alt er der kommet cirka 10 nye medarbejdere til i løbet af året.

Har slidt sig gennem 2021

Rent administrativt har der derfor også været fart på i 2021 hos Stantræk, og helt op på direktionsgangen har der været tale om et år uden for kategori. Den megen turbulens i markedet efter coronakrisen skaber nemlig usikkerhed.

- Der er ikke mange virksomhedsejere, inklusiv mig selv, der ikke synes, at det er spændende at drive virksomhed og tjene penge. Men under de forhold, som vi har haft sidste år, har det været ekstremt ressourcekrævende på alle områder. Hele organisationen har slidt sig igennem 2021, konstaterer Morten Petri Lauritsen.

Tager én uge ad gangen

Ikke desto mindre er 2022 fortsat i samme spor.

- Vi er kommet flot fra start, og er som udgangspunkt rigtig godt tilpas med det vi ser for første kvartal. Omvendt er der ingen tvivl om, at krigen i Ukraine har medført en yderligere ustabilitet i markedet, og vi har, sådan som det ser ud nu, meget svært ved at vurdere, hvad konsekvensen bliver for 2022. Vi er nok også, efter at have vurderet vores beredskabsplaner og vores risikoanalyser, nået frem til, at vi tager én uge ad gangen og håber på, at der falder ro over gemytterne, slutter Morten Petri Lauritsen.

Ifølge Stantræks årsregnskab lyder forventningen for 2022 på en vækst i omsætning og nettoresultat på 10-15 procent.

Stantræk A/S
mio. kr. 2021 2020
Bruttofortjeneste 29,7 20,9
Resultat af primær drift 15,1 8,4
Resultat før skat 14,4 7,8
Årets resultat 11,2 6,1
Balancesum 82,6 57,9
Egenkapital 27,5 21,2
Antal ansatte 63 53
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2021

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078