23948sdkhjf

Coronakrise sender Kina-opgaver tilbage til Stantræk

Da den østjyske underleverandør Stantræk indledte 2020, var det med forventning om en nedgang i omsætningen, efter afslutningen af et antal større projekter i 2019.

Det kom også til at holde stik, fortæller administrerende direktør Morten Petri Lauritsen

- Helt grundlæggende har 2020 været et pænt og tilfredsstillende år for Stantræks vedkommende. Det kan ses i lyset af, at vi havde en forventning om, at vi ville få en nedgang i vores omsætning, og den har vi fået. Det gik heldigvis ikke så slemt som først antaget. Vi har formået at holde virksomheden godt trimmet, hvilket betyder, at vi kommer ud med et tilfredsstillende resultat på bundlinjen, siger han.

Overskuddet før skat landede på 7,8 millioner kroner, eller godt 0,8 millioner kroner under året før.

- Vi har i bund og grund performet tilfredsstillende og leveret varen en lille smule bedre, end vi havde forventet, konstaterer Morten Petri Lauritsen.

Kunder tager opgaver hjem fra Kina

Heller ikke coronakrisen har berørt Stantræk negativt i større omfang – tværtimod. Usikkerheden rundt omkring i verden har nemlig fået flere af virksomhedens kunder til at tænke lokalt og lægge endnu flere opgaver hos virksomheden i Lystrup nord for Århus

- På trods af, at vi selv har rigtig stærke sourcing-aktiviteter i Kina, som også går særdeles godt, ser vi en tendens i retning af, at det nye bussword er dual sourcing. Vores kunder vil gerne have sikkerhed i deres forsyningskæde. Derfor oplever vi også, at der kommer flere gamle varenumre tilbage i folden. Ikke nødvendigvis 100 procent, men som en del af tankegangen omkring dual sourcing, og det kan vi tydeligt mærke, siger Morten Petri Lauritsen.

Kæmper med råvareudfordringer

Han forventer derfor også vækst i både omsætning og overskud i 2021.

- Når vi ser ind i 2021, så er det særdeles positivt, og vi er på vanlig vis rigtig stærkt kørende i vores organisation. Vi har nogle gode, loyale kunder og nogle spændende nye kunder, som vi har etableret samarbejde med. Derudover har vi også en leverandørskare, som vi har været loyale overfor i mange år, som på trods af råvareudfordringer i stor stil kæmper vores kamp, for at vi i fællesskab sikrer, at vi kommer pænt og ordentligt igennem den her fase, forklarer Morten Petri Lauritsen og henviser til et særdeles uroligt råvaremarked.

Fokus på nysalg

Stantræk-direktøren lover til gengæld, at der bliver sat fuld damp på salgs-kedlerne i indeværende år. Det skyldes blandt andet, at han i starten af 2020 ansatte en ny salgschef, og det har givet luft til at øge nysalgsaktiviteterne.

- Vi en salgsdrevet virksomhed og har altid haft fokus på at generere nye kunder i forbindelse med nysalg. Det har egentlig været mit fokusområde, men qua at vi er blevet større, så kan jeg ikke længere arbejde med nysalg ene mand. Det betyder, at vi fortsætter med en optrapning af vores ressourcer på salgssiden, og det kommer aldrig til at slå fejl. Det betyder også, at vi er yderst positivt udfordret på 2021. Der er voldsomt travlt. Stort set alt, hvad vi har arbejdet med i andet halvår 2020, er lykkedes, fortæller Morten Petri Lauritsen.

Stantræk A/S
mio. kr. 2020 2019
Bruttofortjeneste 21,0 20,9
Resultat af primær drift 8,6 9,2
Resultat før skat 7,8 8,6
Årets resultat 6,1 6,7
Balancesum 57,9 56,3
Egenkapital 21,1 20,2
Antal ansatte 53 53
Regnskabsåret blev afsluttet den 31. december 2020

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125