23948sdkhjf

Midtjysk producent af energianlæg nærmer sig rekordår

Aktive Energi Anlæg (AEA) i Herning kommer ud af regnskabsåret 2020/2021 med et plus på 4,8 millioner kroner før skat. Det er kun få hundrede tusinde fra rekordåret 2018/2019, hvor der blev hevet 5 millioner kroner hjem på bundlinjen.

Det finder ledelsen - ført an af Kim Jørgensen - meget tilfredsstillende.

Der er flere årsager til, at det er gået godt i 2020/2021 – en af dem skal findes i serviceforretningen.

- Vi har øget vores aktiviteter og vækstet, primært i vores serviceforrenting, hvor vi servicerer energianlæg, og ved projektsalg, siger Kim Jørgensen til Metal Supplys søstermedie Energy Supply.

Af andre årsager til det gode resultat nævner Kim Jørgensen insourcing og et stort politisk fokus på energi.

- Virksomheden har forbedret sine nøgletal ved en del insourcing. Samtidig er vi kommet godt i mål med vores strategiske fokuspunkter, siger Kim Jørgensen, og fortsætter:

- Derudover, har der være stor fokus på energi på grund af politikernes beslutning om at have mindsket CO2-udslippet, som har medført en øget efterspørgsel på de produktområder, hvor vi har vores kernekompetencer, blandt andet varmepumper, biomasseanlæg, optimering af procesanlæg, overskudsvarme og NoX-reduktion.

Tilgang af ordrer

Af ledelsesberetningen i regnskabet for 2020/2021 kan man læse, at AEA er kommet godt i gang med indeværende regnskabsår. Hvilket dels skyldes en tilfredsstillende tilgang af nye ordrer, heriblandt udpumpningsanlægget til Din Forsynings nye fordelercentral i Esbjerg samt en opgradering af Nordic Sugars dampkedler.

Et plus på bundlinjen er derfor også forventet, men ikke på rekordniveau – endnu.

- Vi forventer et plus på samme niveau som i 20/21-regnskabsåret, måske en lille forøgelse, siger Kim Jørgensen, og tilføjer:

- Det koster at vokse, og det er derfor, vi ikke forventer en voldsom stigning. Vi har ansat 14 nye medarbejdere siden foråret 2021. Det er en investering, og vi bruger mange kræfter på de nye medarbejdere, så de bliver ordentligt integrerede.

Investering i Flammetesten

For at styrke sin serviceforretning yderligere har AEA i efteråret 2021 investeret i det lille firma Flammetesten, der ekselerer i service og vedligehold af gas- og oliebrændere samt damp- og procesanlæg.

- Med opkøbet har AEA opnået yderligere kompetencer til en i forvejen stærk serviceorganisation, sagde servicechef, Claus Vilstrup Kristensen, AEA i forbindelse med købet. 

Med det lille opkøb fik serviceafdelingen altså lidt flere muskler at spille med. 

- Med Flammetestens mange år i branchen, og den udvikling AEA har gennemgået over de seneste år, er kombinationen helt rigtig, siger administrerende direktør Kim Jørgensen, AEA.

Godt på vej

Selvom der allerede er godt fut i serviceforretningen, så venter Kim Jørgensen sig endnu mere af den i fremtiden.

- De strategiske tiltag vi satte i værk for et par år siden vedrørende serviceområdet giver nu til fulde bonus. Vi har ligeledes fokus på og følger den nuværende og fremtidige energipolitik nøje, da den er med til at påvirke udviklingen indenfor energibranchen, siger han, og tilføjer:

- Vi forventer, at indtjeningen følger den vækstudvikling, som vi har lagt ind i vores budget, ,og vi er allerede godt på vej.

Aktive Energi Anlæg A/S
mio. kr. 20/21 19/20
Bruttoresultat 30,2 26
Resultat af primær drift 4,9 3,6
Resultat før skat 4,8 3,2
Årets resultat 3,7 2,5
Egenkapital 16,2 12,5
Antal ansatte 39 36
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2021

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079