23948sdkhjf

Lokal kunstner hjælper Alfa Laval i Nakskov med at illustrere ny strategi

Hvordan sørger man for, at en ny strategi kommer helt ned i hænderne på 121 medarbejdere? Man kunne eksempelvis alliere sig med en lokal billedkunstner, som sammen med medarbejderne skal skabe tre kunstværker, der hver især illustrerer tre fokusområder i den nye strategi – øget indtjening, øget ordretilgang og øget diversitet blandt medarbejderne.

Denne fremgangsmåde blev afprøvet hos Alfa Laval i Nakskov, der i fredags markerede overgangen til en ny strategiperiode med en række workshops og en høstfest, som også satte fokus på det sociale fællesskab oven på et udfordrende coronaår.

- Der har været stor efterspørgsel fra medarbejderne på sociale arrangementer, som jo desværre har været vanskelige at afholde i løbet af det seneste års tid. Det var derfor en stor fornøjelse at kunne samle alle vores dygtige og engagerede medarbejdere og kickstarte den nye strategi på en lidt anderledes måde, siger Stine Grønnemose, direktør for Alfa Laval i Nakskov.

På fredagens strategidag var det den lokale billedkunstner Lotte Madsen, som stod i spidsen for en workshop for medarbejderne, som ved brug af restprodukter fra virksomhedens produktion skabte tre kunstværker. Det meget konkrete arbejde med værkerne var en anledning til at lade medarbejderne reflektere og tale om, hvordan de hver især kunne bidrage til udmøntningen af den nye strategi.

- Vi ville gerne skabe rammerne for, at medarbejderne fik de bedste forudsætninger for virkelig at få den nye strategi ind under huden. Én ting er at få nye målsætninger præsenteret ved et fælles møde – noget andet er helt specifikt at få fingrene i det, forklarer Stine Grønnemose.

Alfa Laval i Nakskov er koncernens globale center for membranfiltrering, en avanceret form for filtreringsteknologi, som bruges til at separere væsker til blandt andet fødevareindustrien og den farmaceutiske industri. Der er store ambitioner om vækst og udbredelse af membranteknologien i den nye strategi, som også bidrager til flere arbejdspladser i og omkring Nakskov i den kommende tid.

- Som en af byens største arbejdspladser har vi løbende behov for yderligere arbejdskraft, og aktuelt er vi faktisk på jagt efter hele otte nye medarbejdere fordelt på tværs af organisationen, siger Stine Grønnemose.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.094