23948sdkhjf

Nyt om navne: Unidrain opruster på flere fronter

Ambitionerne rækker langt ud over grænserne hos den danske afløbsproducent Unidrain. Det gælder ikke bare, når det kommer til design og den generelle standard for produktporteføljen, men også i mere bogstavelig forstand.

Nu opruster virksomheden med tilgangen af to nye medarbejdere, der skal varetage dels produktudvikling og -optimering og dels give de stilrene badeværelsesprodukter luft under vingerne på eksportmarkedet.

Vil sende tilbehørsserie ud over rampen

Den 5. april kunne Unidrain byde velkommen til Kim Kragbæk Larsen, 44 år, der som ny international key account manager får til opgave at styrke væksten på eksportmarkedet.

Den nye salgsprofil er hentet ind fra modebranchen, hvor han gennem de seneste 10 år har slået sine folder som head of sales hos DK Company, Saint Tropez og Ilse Jacobsen. Han kommer til den nye arbejdsgiver med over 20 års erfaring inden for salg, og der er især lagt planer for én af brandets produktserier. Det fortæller Kim Kragbæk Larsen:

- Jeg ser meget frem til at være med til at udbrede Unidrains produkter i high end-butikker internationalt og primært på det europæiske marked. I første omgang vil jeg for alvor fokusere på at få vores tilbehørsserie Reframe Collection ud over rampen på eksportmarkedet.

- Samtidig vil jeg arbejde målrettet for, at vi også i udlandet er helt inde i arkitekternes bevidsthed, når der skal vælges afløb og tilbehør til badeværelset. Det bliver spændende at bringe mine salgsmæssige kompetencer fra en dynamisk modebranche i spil i en for mig ny branche, hvor der er fokus på bæredygtighed, og hvor produkterne har en længere levetid og ikke det samme store klimaaftryk.

Skal sikre efterlevelsen af høje kvalitetskrav

Det er alfa og omega hos Unidrain, at form og funktion altid går op i en højere enhed. Det skal Mia Borst Stuhr, 31 år, der 1. marts blev ansat som produktingeniør, være med til at understøtte.

Hun kommer med erfaring fra Weibel Scientific, som udvikler radarsystemer, og hos den nye arbejdsgiver skal hun bidrage til at sikre kvaliteten:

- I jobbet bliver det min fornemste opgave at være med til at sørge for, at Unidrains produkter også fremover lever op til vores høje kvalitetskrav. Foruden at optimere eksisterende produkter, får jeg til opgave at produktudvikle nye løsninger til porteføljen, fortæller Mia Borst Stuhr.

Artiklen er en del af temaet Navnenyheder.

Kommenter artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Send til en kollega

0.125