23948sdkhjf

Søger 10 nye medarbejdere: Produktudvikling bærer frugt

Travlhed betyder nyansættelser hos Brüel Systems. Hjørring-virksomheden har haft en rigtig stor ordreindgang de seneste par måneder, fortæller administrerende direktør Peter Jessen og peger på, at halvandet års fokus på produktudvikling nu giver udslag i vækst.

- Vi søger rustfri smede og designere – i alt cirka 10 medarbejdere. Vi har brugt en del energi på produktudvikling, og det er nogle nye produkter, som er forklaringen på ordrerne, uddyber han.

Væksten i salget sker primært til eksisterende kunder, men også nye kunder, som giver den øgede aktivitet.

Udviklingen giver også sorte tal i et udfordringsfyldt år.

- Vi forventer et overskud i 2020/21-regnskabet på trods af corona, men overskuddet bliver ikke så stort, som vi håbede.

15 ordrer i gang

Brüel Systems har cirka 90 ansatte i øjeblikket, og det primære kundesegment er pool-industrien, som vasker genbrugsplastkasser for supermarkeder og fødevareproducenter. Her leverer nordjyderne vaskeanlæg og håndteringsudstyr.

Direktøren fortæller, at fordelen i den nuværende ordreindgang er, at det er en række ”mindre” projekter på mellem 1 og 25 mio. kr. i ordresum. Det giver en god stabilitet, hvor der tidligere har været enkeltordrer på 65 mio. kr. i ordrebogen. I øjeblikket er man i gang med 15 projekter. 

- Vores kunder har ekstra travlt og vil gerne øge kapaciteten. Der sker også en konsolidering hos kunderne, hvilket betyder, at der bliver flyttet rundt på sites rundt om i verden, uddyber Peter Jessen.

Teknologien løftes

Det seneste halvandet års produktudvikling drejer sig blandt andet om automation. Strategien er at komme på omgangshøjde med konkurrenterne - og lidt foran.

Brüel Systems har blandt andet udviklet systemer, der automatisk kan sortere, åbne og lukke klapkasser.

- Vi kan for eksempel sortere plastkasserne efter type. Vi har en kunde, der har købt et anlæg, der kan sortere 21 forskellige typer af kasser - en kasse i sekundet, fortæller han. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094