23948sdkhjf

Tager halvdelen af fyrede medarbejdere tilbage

I august blev otte ansatte fyret hos Jysk Emblem Fabrik i Malling ved Århus.

Coronaen har kostet en stor del af omsætningen hos den østjysk virksomhed, og den eneste udvej var for første gang nogensinde at skære i medarbejderstaben. Dog gav den administrerende direktør Stig Hellstern de fyrede et løfte:

Hvis de i samlet flok kunne skabe ny omsætning og nye kunder, ville han annullere så mange fyringer, han kunne i deres opsigelsesperiode. Det skriver Jysk Emblem Fabrik i en pressemeddelelse.

- Det er fantastisk og helt utroligt, at det har kunnet lade sig gøre. Nu har jeg noget at stå op til, siger en lettet Jacob Overgaard, der arbejder i salg og som gravør.

Han var hjemsendt i 5½ måned, før han blev genansat i sit arbejde den 1. december.

- Det har været hårdt med usikkerheden, og jeg har været nedtrykt over situationen, men jeg brænder for det, jeg laver og har så meget motivation til at gå på arbejde igen, smiler Jacob Overgaard, der har fået et halvt års kontrakt på 20 timer om ugen, ligesom de tre andre genansatte, indtil fremtiden har vist, om der er basis for fuld tid igen.

- Jeg er lettet over, at det har kunnet lade sig gøre, understreger Stig Hellstern, der er stolt over, at hans ansatte har taget et stort medansvar for at få virksomheden til at køre.

- Alle har løftet i samlet flok for at beholde så mange kolleger som muligt. Mange er blomstret op og vokset med opgaven og har taget større ansvar på sig med bevidstheden om, at de selv kunne være med til at ændre på fyringerne, siger han.

Jydsk Emblem Fabrik har været ude i en stor rutsjetur i år. Efter et første kvartal, hvor omsætningen satte rekord, blev ordrer for et tocifret millionbeløb annulleret. Bare på en enkelt dag blev der aflyst ordrer for 10 millioner kroner. Men nu har virksomheden sadlet kraftigt om og skabt ny stor omsætning på værnemidler som kitler, visirer, handsker, håndsprit, dispensere og ikke mindst mundbind med logo. Fjerde kvartal ligger således 10 procent over sidste års omsætning.

- Men uden hjælpepakker med kompensationer for løn og faste omkostninger havde vi været nødt til at fyre mange flere ansatte, fastslår Stig Hellstern, der er glad for regeringens hjælpepakker.

- De har virkelig gjort en forskel for os.

Udover et nyt varesortiment vil emblemfabrikken også vokse sig ud af krisen og har opkøbt et konkurrerende firma, JM Band, hvor der følger fire ansatte med. Et firma der har specialiseret sig i at lave billetter, ølbrikker og adgangsarmbånd til især festivaler og større begivenheder, der har været helt lukket ned for i år.

- Det kommer op igen, det nytter ikke at sidde i et hjørne og pive. Vi gør det samme som under finanskrisen i 2008 og ekspanderer, dengang vækstede vi med 60 procent, siger Stig Hellstern, der tror på at det kommer til at gå fremad næste år.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094