23948sdkhjf

Corona slap hurtigt sit greb: Nu vokser robotspecialist til rekordstørrelse

Da covid-19 ramte i foråret, kiggede Kjærgaard-ledelsen tilbage i tiden. For hvordan blev aktiviteten ramt sidste gang, verden havde en krise.

- Vi prøvede at kigge ind i de økonomiske konsekvenser for at være forberedte, siger direktør Ronni Ziegler, Kjærgaard A/S.

Der var også enkelte – primært servicekunder - der lige skulle finde deres ben at stå på i dagligdagen, men aktiviteten blev hurtigt normaliseret inden for den første måned, fortæller han. 

Hedensted-virksomheden Kjærgaard har cirka 165 medarbejdere, og i K7 Group, der dækker hele koncernen er der omkring 250 ansatte.

Projektforretning går fri

Mens serviceforretningen kortvarigt mærkede krisen, har Kjærgaards projektafdeling ikke været ramt på nogen måde. Ronni Ziegler fortæller, at det især er flere af de store kunder, som virkelig har investeret massivt i år. Det er primært fødevarevirksomheder og underleverandører til fødevarevirksomheder, der har voldsomt travlt.

- Vores ordrebog er lukket indtil sommeren 2021, og det er kun mindre projekter, som vi kan tage ind. Lige nu forhandler vi om projekter, der ligger længere fremme i tiden, fortæller han.

Kjærgaard er strategisk partner for mange industrivirksomheder og opererer inden for alle industrier fra pharma- til vindmølle-industrien og food and beverage.

- Vi er ligeglade, om det er flødeboller, pålæg eller bremseklodser, der skal pakkes, og alle vores projekter er orienteret omkring robotter af den ene eller anden art, uddyber han.

En stor håndfuld konceptmaskiner er gennemgående i en størstedelen af projekterne. Standardmaskinerne bliver kundetilpasset i mindre grad – typisk værktøjet på robotten. 

Udlandet efterspørger fleksibilitet

Selv på eksportmarkederne, der har været udfordret af corona, har den danske automationsspecialist en masser af dialog i forhold til standardkoncepter og standardmaskiner.

- Jeg tror, at det er fordi, at vores anlæg giver stor fleksibilitet til mindre serier. Selv i Tyskland ønsker man sig et mere fleksibelt produktionsapparat, siger Ronni Ziegler og tilføjer: 

- Det er let for os at pille et standardkoncept ned fra hylden og kundetilpasse, og vi prøver at holde os til visse formater, som for eksempel størrelse på forskellige kasser, der skal pakkes.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078