23948sdkhjf

Mi­ni­ster vil hol­de bed­re øje med pro­du­cen­ter af krigs­ud­styr

Regeringen vil tirsdag fremsætte et lovforslag i Folketinget, der skal sikre bedre kontrol af virksomheder, og hvem de handler med.

Det skal være med til at forhindre sager som den med danske Terma, der er politianmeldt for at have trodset et forbud mod at eksportere militært udstyr til brug i krigen i Yemen.

Det fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S).

- Vi er fra regeringens side meget opsatte på at undgå, at sager som den her kan opstå i fremtiden, siger han.

Ifølge TV2 er Terma, der blandt andet producerer forsvarsudstyr, blevet politianmeldt for at have leveret udstyr til borgerkrigen i Yemen.

Sagens udgangspunkt er, at Udenrigsministeriet i 2018 på grund af situationen i Yemen begyndte at blokere for al eksport af militært udstyr til brug i krigen i Yemen.

Men trods forbuddet har Terma efterfølgende leveret services og reservedele til udstyr, der blev brugt i krigen.

For at undgå lignende situationer i fremtiden vil regeringen med sit lovforslag øge kontrollen med danske virksomheder.

- Det gælder både i forhold til anmeldte kontroller, men også i forhold til som noget nyt at kunne gennemføre uanmeldte kontrolbesøg på virksomhederne.

- Det, håber vi, kan have en god og positiv forebyggende effekt, så vi undgår at se den her slags sager i fremtiden, siger Simon Kollerup.

Kontrollerne vil blandt andet involvere en gennemgang af virksomhedernes kunderegistre.

På den måde kan myndighederne få indblik i, hvem virksomhederne sælger deres varer til.

I forhold til sagen med Terma kalder ministeren det for "en alvorlig sag".

Det gør han blandt andet med den begrundelse, at man skal kunne have tillid til, at danske virksomheder ikke sælger produkter, de ikke har tilladelse til.

- Det er en alvorlig sag, og Erhvervsstyrelsen har orienteret mig om, at man har politianmeldt den konkrete virksomhed, og så kører sagen derfra, siger Simon Kollerup.

I en skriftlig udtalelse fra Terma lyder det, at det fortsat er selskabets opfattelse, at den pågældende eksport er sket i fuld overensstemmelse med gældende danske og internationale regler.

- Vi imødeser myndighedernes fortsatte undersøgelse af sagen.

- Mens sagerne vurderes af politiet, har Terma ikke yderligere kommentarer, skriver selskabet.

/ritzau/

Kommenter på artiklen
Tip redaktionen
Udvalgte artikler

Send til en kollega

0.109