To ingeniør-uddannelser samles på fire nye institutter
Bestyrelsen for Aarhus Universitet har besluttet at nedlægge Ingeniørhøjskolen og Institut for Ingeniørvidenskab. Det skriver fagbladet Ingeniøren.
Læs også: Turbulens-forskning skal give mere effektive - og billigere - vindmølleparker
Således er det fra 1. januar 2021 slut med opdelingen mellem to ingeniøruddannelser i Aarhus. I dag kan man læse til diplomingeniør på Ingeniørhøjskolen og til civilingeniør på universitetets Institut for Ingeniørvidenskab. Fremover samles ingeniøruddannelserne og fordeles på fire nye institutter.
- Jeg er meget glad for, at bestyrelsen bakker op om de store visioner for AU’s ingeniørområde, og jeg glæder mig til, at vi nu for alvor kan komme i arbejdstøjet og få visionerne gjort til virkelighed, siger dekan Eskild Holm Nielsen, Faculty of Technical Sciences på AU, til Ingeniøren.
De fire ny institutter har fået navnene: Institut for Bioteknologi og Kemiteknologi, Institut for Elektro- og Computerteknologi, Institut for Byggeri og Bygningsdesign samt Institut for Mekanik og Produktion.
Senere i denne måned bliver den fremtidige organisering og konstitueringer på de nye institutter præsenteret.
Da planen blev præsenteret i juni, understregede Eskild Holm Nielsen over for medarbejderne, at nedlæggelsen af Ingeniørhøjskolen og Institut for Ingeniørvidenskab ikke ville betyde afskedigelser.
Originalartikel: https://ing.dk/artikel/farvel-ingenioerhoejskolen-bestyrelse-siger-ja-at-samle-ingenioerstudier-paa-aarhus