23948sdkhjf

Efter fire års underskud: Skorstens-specialist nærmer sig positiv drift

VL Staal har netop præsenteret sit fjerde underskud i træk. Udviklingen går dog i den rigtige retning.

I 2019/2020 blev den negative bundlinje mere end halveret, og sorte tal kommer tættere på hos Esbjerg-virksomheden med over 80 ansatte.

Producenten af industriskorstene havde i sit netop offentliggjorte regnskab for 2019/2020 en stigende aktivitet, og resultatet før skat blev også forbedret fra -11,8 mio. kr. til -4,9 mio. kr.

- Vi har haft en positiv udvikling, og vi har set nogle positive resultater ved et betydeligt fokus på både interne processer og digitalisering af virksomheden, siger administrerende direktør Anni Dressø, VL Staal.

Hun tiltrådte på posten i oktober 2018. Hun fortæller, at både det primære forretningsområde og underleverandørarbejdet udvikler sig stabilt.

- Aktiviteten har været jævnt stigende over hele seneste regnskabsår, og den positive udvikling fortsatte også i begyndelsen af det nye regnskabsår. Vi har været pænt godt tilfreds med aktivitetsniveauet, uddyber Anni Dressø.

Vil blive forsinket ramt

VL Staal er en typisk projektvirksomhed, og coronakrisen har på nuværende tidspunkt ikke betydet afskedigelser, arbejdsfordeling eller økonomiske hjælpepakker.

På sigt kan Covid-19 dog få en betydning. For direktøren uddyber, at coronaen givet vil få nogle langtidseffekter i forhold til aktivitetsniveauerne ude på markederne.

- Vi ser stadig en ganske forøget aktivitet på det, som vi kalder RFQ - altså tilbudsaktiviteterne. Men vi kan se, at der er en tendens til, at beslutningerne ikke bliver truffet så hurtigt, som de gjorde forud for corona, siger Anni Dressø.

Overskudsambition udfordret

Hun har derfor også en klar forventning om, at alle de potentielle konsekvenser, der måtte være, vil ramme virksomheden forsinket – der er dog endnu ikke nogen indikationer på, at konsekvenser vil dukke op.

- Vi kan se, at ordrerne ikke bliver tabt, men beslutningerne bliver ikke truffet i øjeblikket, uddyber hun og tilføjer, at man i øjeblikket kan se en ordrebog, der går cirka seks måneder frem.

I ledelsesberetningen forventede man et positivt resultat i 2020, men det har corona-udviklingen rokket lidt ved.

- Mit ambitionsniveau er blevet reguleret en anelse, men vi forventer klart en forbedring i forhold til sidste års tal, siger Anni Dressø.

VL Staal A/S
mio. kr. 2019/20 2018/19
Bruttofortjeneste 41,6 28,5
Resultat af primær drift -4,5 -11,3
Resultat før skat -4,9 -11,8
Årets resultat -3,8 -9,2
Balancesum 80,3 86,7
Egenkapital 20,0 23,5
Antal ansatte 81 75
Regnskabsåret blev afsluttet 31. marts 2020

Artiklen er en del af temaet Regnskab.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078