23948sdkhjf

Direktør: Prins Joachims nye job er godt nyt for Weibels forretning

Radarproducenten Weibel Scientific glæder sig over, at Prins Joachim netop har fået posten som forsvarsattaché i Paris.

Hos Weibel mener man, at det er godt nyt for forretningen og markedet uden for Danmarks grænser.

- Der er ingen tvivl om, at øget kapacitet på Ambassaden i Paris vil åbne døre og vil kunne hjælpe os med at få adgang til centraladministrationen i Frankrig, hvor vi normalt ikke har adgang, siger administrerende direktør i Weibel Scientific, Peder R. Pedersen, og fortsætter:

- Prins Joachim er en yderst kompetent profil, han har 30 års erfaring fra militæret samt den højest rangerende uddannelse i det franske militær, og så skal vi ikke glemme hans franske baggrund. Jeg kan ikke forestille mig mange, der vil kunne tjene Danmark bedre i dette job end Prins Joachim.

Og netop den militære baggrund kommer til at gøre en forskel for Weibels forretning i Frankrig, siger den administrerende direktør.

- I mange lande har rang og stand langt større betydning end i Danmark, og det gælder også for Frankrig. Frankrig er et stort og strategisk vigtigt vækstmarked for Weibel, og det er desværre ikke nok at have den mest avancerede radar i verden og være den bedste i sin niche. Du får ikke ordren i hus, hvis du ikke kan få foretræde for de rette beslutningstagere.

Håber på operationelt gennembrud
Frankrig er et velkendt marked for Weibel, der har solgt til det franske forsvar gennem 40 år.

Weibel løser opgaver i Frankrig inden for tests af forsvarssystemer, men har ingen ordrer på det operationelle område såsom hastighedsmålere til artilleri, droneradarer til beskyttelse af kritisk infrastruktur, radarer til missilforsvaret eller overvågningsradarer til luftværn som dem, virksomheden har solgt til Kongsberg i Norge, fortæller Peder R. Pedersen.

Og her håber Weibel på, at Prins Joachim kan komme til at spille en rolle.

- Frankrig er et af de vigtigste og største markeder for Weibel i Europa, på linje med Tyskland, England og Italien. Hvis forsvarsattacheen kan hjælpe os med at få et gennembrud inden for det operationelle område her, så vi får mulighed for at byde på og levere radarer til fransk artilleri og morterer, droneradarer til beskyttelse af vigtig infrastruktur eller får lov til at levere til Frankrigs bidrag til det europæiske missilforsvar, ville det være helt fantastisk. Det repræsenterer uden tvivl et kæmpe potentiale for os. Og det bedste er, at det bestemt ikke er urealistisk, siger Peder R. Pedersen.

Vil invitere prinsen til Allerød
Når prinsen er landet i sit nye job, vil det gode samarbejde blive hjulpet på vej af en invitation til at se Weibels fabrik i Allerød.

- De fleste forsvarsattachéer har været på besøg i Weibel. Vi glæder os til at invitere forsvarsattachéen på besøg til rundvisning i virksomheden i Allerød, hvor vi fortæller om virksomhedens historie, produkter og vækstplaner. Så drøfter vi, hvad der skal til, for, at vi kan indfri det store vækstpotentiale i Frankrig, og hvordan ambassaden, forsvarsattachéen og hans administration kan være behjælpelig i forhold det, siger Peder R. Pedersen.

Weibels tidligere samarbejde med forsvarsattacher

- Vi ser det (prinsens nyt job som forsvarsattache) som en stor fordel, det skaber et øget tryk og kommer afgjort til at åbne døre. Fuldstændig som Per Lyse Rasmussen, den tidligere forsvarsattaché i USA og hans fremragende arbejde i Washington, hvor han formåede at åbne de rette døre. Det betød, at Weibel kunne indlede et samarbejde med det amerikanske forsvar om avanceret radarteknologi til missilforsvaret. Det er rent ud sagt uvurderligt for os. Det handler om netværk og kontakter, om rang og stand, og her kommer prins Joachims arbejde som forsvarsattaché helt afgjort til at kunne få stor betydning for os, siger Peder R. Pedersen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079