23948sdkhjf

NTF-Aalborg runder kvart århundrede

NTF-Aalborg A/S blev etableret i juni 1995 af fire ildsjæle, heriblandt Tommy Søndergaard som stadig er en del af ejerkredsen. Virksomheden startede på Hjulmagervej 15 i Aalborg primært som underleverandør af forskellige komponenter til industrien.

- Det som drev mig til at blive selvstændig var egentlig, at jeg var træt af, at mange leverandører ikke kunne overholde en aftale. Det var ikke fair over for kunderne. Jeg var sikker på, at jeg kunne gøre det langt bedre, fortæller Tommy Søndergaard i en pressemeddelelse.

Eksport fra start
Det var egentlig håndbolden der bragte Tommy Søndergaard til det nordjyske. I forbindelse med sin uddannelse inden for handel og eksport opstod muligheden for at komme i praktik hos Nordjysk Trådvarefabrik i Aalborg. Det blev starten på en karriere inden for salg og eksport hos Nordjysk Trådvarefabrik, hvor han med sin allerede erhvervede erfaring inden for eksport skulle stå for al eksport i firmaet.

I 1995 – i en alder af blot 22 år – stiftede Tommy Søndergaard sammen med tre andre NTF-Aalborg. I 1996 flytte virksomheden til en hal i Perelly-bygningerne på Hagensvej 18 i Støvring. Senere købte de bygningen på Hagensvej 17, hvor de stadig holder til. I stedet for 280 kvadratmeter fik NTF-Aalborg nu knap 1.000 kvadratmeter at boltre sig på.

- NTF-Aalborg navnet opstod, fordi vi ville eksport lige fra starten, og fordi vi var af den overbevisning, at Aalborg var verdenskendt for produktion af rustfri udstyr til levnedsmiddelindustrien. Derfor blev den første eksportmedarbejder også ansat allerede i 1997, fortæller Tommy.

Lærte finanskrisen
Fra 2001 til 2007 drev Tommy Søndergaard firmaet videre alene, hvorefter Jørgen Ravn indtrådte som partner. Han kom med en salgs- og marketing-baggrund og en styrke inden for eksport. Makkerskabet mellem Jørgen Ravn og Tommy Søndergaard lagde således sammen retningen for NTF-Aalborg, der både var ambitiøs og international.

- Ud over, at vi selvfølgelig sætter en ære i at gøre et godt stykke arbejde, er vi meget fleksible og tilpasser os kundens ønsker og behov. Den dag i dag ligger det stadig i vores DNA, at kunden er i centrum, fortæller Jørgen Ravn, som ligeledes fortæller, at han særligt husker tiden op til finanskrisen – og især den læring, den afstedkom.

- Finanskrisen lærte os at være særdeles dynamiske og hurtigt omstillelige – og på trods af drastiske nedskæringer fra 28 til 17 medarbejdere, kom vi ud med sorte tal på bundlinjen det år, fortæller han.

Nye tider – nye investorer
Gennem årene er NTF-Aalborg lykkedes med at udvikle ved at være fleksible, kundevendte og nytænkende. I 2014 udvidede NTF-Aalborg sin ejerkreds med Winther Holding og Vækst-Invest Nordjylland, og i 2020 indgik nuværende direktør Peter Petersen som partner.

- Med en stærk ejerkreds og ikke mindst dygtige og engagerede medarbejdere står NTF-Aalborg godt rustet til at vokse yderligere i årene fremover. Vi kan i dag bryste os af at være blandt de førende indenfor produktion af hygiejneprodukter, procesudstyr og maskinafskærmning i rustfri stål til levnedsmiddelindustrien – og have en eksportandel på cirka 40 pct., fortæller Peter Petersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078