23948sdkhjf

AVN Pladeteknik: Vi har ordrer nok hen over sommeren

Sådan set går det meget godt for maskinleverandøren AVN Pladeteknik under coronakrisen.

- På den korte bane har vi nok at lave. Vi kom ind i coronakrisen med en fornuftig ordrebeholdning, og vi er i gang med at installere flere maskiner hos kunder, og vi har en travl sommer foran os på installationssiden. Der er ikke nogen, der har annuleret ordrer, siger adm. direktør Christian Madsen.

Firmaet forhandler laserskærere, stansemaskiner og kantpresser fra Trumpf.

- Men jeg er måske mere bekymret for den periode, der kommer efter. Der er ret stille på salgssiden. Vi har set et markant fald i aktiviteterne efter påske. Virksomhederne har travlt med at agere og regulere i forhold til coronakrisen. Det er jo naturligt, at man holder igen med nye investeringer i den situation, vi står i, siger han.

Det daglige salg af værktøjer, reservedele og forbrugsstoffer til maskinerne går derimod planmæssigt.

AVN rykker også ud til nedbrud og hasteopgaver.

- Vi har samme beredskab, som vi altid har.

Teknikere fra Tyskland
En af udfordringerne for AVN Pladeteknik nu er, at skaffe udenlandske teknikere til opgaver i Danmark.

- Vi har et kæmpe netværk internationalt, hvor vi normalt udveksler teknikere på tværs af landegrænserne, men det er vanskeliggjort af de lukkede grænser. Vi prøver med noget "hekseri" for at skaffe de nødvendige folk. Vi har lige fået en tysk tekniker herop. Han måtte køre i en lejebil fra Frankfurt for at komme til Danmark. Normalt ville han bare have taget et fly. Vi bruger rigtigt mange kræfter på at agere i forhold til coronavirus, siger Chriostian Madsen.

- Det er et puslespil hver gang. I nogle lande skal medarbejdere i karantæne, hvis de har været i Danmark. Det giver selvfølgelig ulyst til at sende en medarbejder afsted.

Tredjedel er hjemsendt
I mellemtiden er godt en tredjedel af AVN Pladetekniks 24 medarbejdere sendt hjem med støtte fra regeringens hjælpeordning.

- Vi har lavet en form for rotationsordning, så medarbejderne skifter til at være hjemsendt. Vi kunne egentlig bedre tænke os en ordning, som mindede om den tyske model med Kurzarbeit, fordi hver medarbejder jo har sine specifikke kompetencer, siger han.

De medarbejdere, som arbejder på kontor, har arbejdet hjemmefra så vidt muligt fra midten af marts. Men fra slutningen af april har virksomheden igen opmandet på kontoret i Brøndby.

- Vi har god plads her på kontorerne. Så vi behøver ikke at gå tæt på hinanden. Vi kan leve op til forskrifterne her, siger Christian Madsen.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.203