23948sdkhjf

KJV A/S køber konkurrent

Aage Pedersen Værktøj bliver en del af KJV A/S. Målsætningen er at skabe det stærkeste setup af produkter og teknisk knowhow til den spåntagende industri i Danmark.
Med sammenlægningen af KJV’s og Aage Pedersen’s produkter og tekniske salgsorganisationer er målet at skabe en unik totalleverandør, som kan tilbyde kompetencer inden for skærende værktøjer, opspændingsløsninger, holdende værktøjer, afbalancering, forudindstilling og opmåling, afkortning, lagerstyring, genopslibning samt automation.

Efter sammenlægningen vil KJV have ikke mindre end 20 eksterne konsulenter, som arbejder på at servicere kunder i hele Danmark inden for løsninger til den spåntagende industri.

- Vi ser en klar tendens til, at virksomheder inden for den spåntagende industri søger at reducere antallet af leverandører og kun ønsker at samarbejde med de leverandører, som kan dække så stor en andel som muligt af deres forbrug, og samtidig give dem den rigtige tekniske sparring, udtaler direktør Henrik Løftgaard.

- Med vores nye setup får vi kombinationen af dygtige medarbejdere med et højt teknisk fagligt niveau og de stærkeste agenturer, hvilket vil være med til at sikre, at vi som leverandør af værktøjsløsninger kan bidrage endnu mere til at øge konkurrenceevnen hos vore eksisterende og kommende kunder, uddyber han.

Afdeling i Sønderborg integreres
Fra 1. november er Aage Pedersen Værktøj fuldt integreret i KJV, og dermed er Danmarks første totalleverandør af værktøjsløsninger skabt. Tidligere direktør i Aage Pedersen Værktøj, Hans Jørgen Piepgräss, fortsætter som teknisk specialist hos KJV.

Aage Pedersen’s afdeling i Sønderborg vil fremadrettet blive til en KJV-afdeling og dermed supplere de eksisterende afdelinger i Frederikssund, Nykøbing Falster, Odense, Kolding, Århus og Thisted.

Aage Pedersen Værktøj har mere end 40 års erfaring med salg af skærende og holdende værktøjer. Virksomheden repræsenterer nogle af verdens førende producenter med fabrikater som blandt andet Lang, Fahrion, Zoller, Wohlhaupter, Beck, Pokolm og Triag.

KJV er i dag en af Danmarks største leverandører af skærende værktøjer med kendte agenturer som blandt andet Iscar, YG, Maykestag, Boss og Wikus.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078