23948sdkhjf

Ny el-kedelordre til as:scan-industries

as:scan industries har vind i sejlene med salg af elkedler, som anvender overskudsstrøm fra vindmøller.
For få dage siden kunne salgschef Jens M. Jakobsen hos as:scan industries i Hvide Sande, sætte sin underskrift på levering af endnu en 10 MW elkedel til brug i fjernvarmesektoren.

Det er Smørum Kraftvarme, som har valgt at være på forkant med udviklingen inden for brugen af overskudsenergi fra vindmøller, og ikke mindst at kunne deltage meget aktivt med frekvensregulering af el-nettet, idet hele kedlens kapacitet kan udnyttes i frekvensregulering på det Østdanske marked.

Anlægget som skal leveres til Smørum Kraftvarme er et mellemstort anlæg på 10 MW.

Arbejdspladser sikret i Hvide Sande
Leverancen til Smørum Kraftvarme er en totalentreprise, hvilket betyder, at der er arbejde til projektafdelingen, samt til håndværkere og svejsere på virksomheden.

Arbejdet med installationen starter umiddelbart, da der er forberedelser på værket der kan udføres inden kedlen leveres på pladsen.

- Ordren betyder, at der i de kommende måneder er arbejde til projektafdelingen og til håndværkere i værkstedet. Dertil kommer at en række underleverandører, også skal arbejde med på projektet.

Økonomiske fordele
- Vi har helt klart kigget på de økonomiske aspekter, da vi skulle tage stilling til, om vi skulle fremtidssikre fjernvarmeværket og udnytte de muligheder en el-kedel byder på. Vi kan gøre brug af overskudstrøm fra vindmøller, og da kedlen tilmed har en lynhurtig regulering, er den helt perfekt til at deltage i alle former for regulerkraft der i dag findes på det frie el-marked, som Smørum Kraftvarme er en del af. Derudover kan den indgå som back-up anlæg her på kraftvarmeværket. El-kedlen er meget kompakt, og kan installeres uden at vi skal bygge til de eksisterende bygninger, forklarer direktør Leif Poulsen.

Stor interesse for norske kedler
- Vi var godt klar over, at vi havde fat i det rigtige, men at interessen var så stor, som den har vist sig at være, havde vi nok ikke troet. Siden vi lancerede samarbejdet med norske Parat Halvorsen, er det gået rigtig stærkt. Vi har haft forespørgsler fra hele landet, og der er givet pris på flere anlæg. Det er helt sikkert, den hurtige reguleringsform, det kompakte design, og at hele effektområdet kan udnyttes til primærregulering, der har vakt opsigt på det danske marked hos både de store kraftværker og de mindre fjernvarmeværker. Det er nemlig på disse vigtige parametre, den adskiller sig fra de øvrige kedler på markedet, siger Jens M. Jakobsen.

Han erkender, at de norske kedler ikke skal vælges på prisen, men på de effektfulde og højteknologiske egenskaber. Bla. så leveres kedlen med et komplet vandbehandlingsanlæg som sikrer at der altid er korrekt spædevand til rådighed på stedet.

Siden Hvide Sande firmaet i foråret 2010 valgte at gå nye veje og udvide forretningskonceptet til også at omfatte salg og installation af højspændingskedler, er der også kommet forespørgsler fra industrien om levering af dampkedler.

Opstart i Marts.
Kedlen leveres fra Norge i uge 1, 2012, og efter planen vil hele anlægget være i drift medio marts 2012, hos Smørum Kraftvarme.

- Vi er klar til at køre med anlægget siger Leif Poulsen, som ikke lægger skjul på, at han glæder sig til at tage den nyeste teknologi i brug inden for regulerkraft og dermed spare penge, når elselskaberne har overskud af strøm og sælger den ud til billige penge.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078