23948sdkhjf

Carsten Holm A/S investerer millioner i produktionen

Udvider maskinparken med 50 pct.

Der er travlt hos Carsten Holm A/S i Ringe. Så travlt, at de store CNC-maskiner ikke længere kan følge med efterspørgslen. Derfor har virksomheden investeret i to nye, større og hurtigere CNC-maskiner til produktionen, så maskinparken i dag tæller seks mod tidligere fire avancerede CNC-maskiner.

- Det går stærkt for tiden, og vi har erkendt, at vores setup i produktionen skal tilpasses til de forespørgsler, vi modtager. Både styktallet og størrelserne på tætningerne har ændret sig de seneste par år. Derfor har vi fået behov for at kunne producere større serier og tætninger med en større diameter, fortæller Henrik Munkøe, produktionschef i Carsten Holm A/S, i en pressemeddelelse.

Større kapacitet og større tætninger 
Med indkøbet af de to nye maskiner er produktionskapaciteten blevet udvidet markant, så virksomheden nu kan producere større serier med en højere kompleksitet. Foruden den ekstra kapacitet får Carsten Holm A/S også mulighed for at producere endnu større tætninger i egenproduktionen i Ringe. Med de nye maskiner bliver det muligt at producere tætninger med en udvendig diameter på helt op til 850 mm.  Det er den største af maskinerne, SML 850, der er den fjerde af sin type i verden, som kan producere tætninger i disse størrelser.

Medarbejderne i produktionen har glædet sig til at komme til at arbejde med de nye CNC-maskiner, og de er gået til opgaven med stor begejstring. De har været involveret i hele indkøringsforløbet og har hurtigt lært at betjene de nye maskiner. Da maskinerne er mere selvkørende, har den enkelte CNC-operatør også fået mulighed for at betjene mere end en enkelt maskine ad gangen.

- Fordi de nye maskiner er hurtigere, så vi har fået større kapacitet, forventer vi, at vi fremover kan reducere leveringstiden på specialpakninger. Her i opstartsfasen regner vi med, at vores nuværende CNC-operatører vil kunne følge med efterspørgslen, men på sigt har vi kalkuleret med flere ansættelser i produktionen, siger Henrik Munkøe. 

Maskinerne er installeret i den eksisterende produktion, som blev indviet sammen med det nye domicil i 2017. Afstanden mellem maskinerne er blevet mindre, men pladsen er ikke mere trang, end at der forsat kan indsættes flere maskiner. Og hvis man på et tidspunkt løber tør for plads, er der gode muligheder for at udvide produktionen på den 14.700 kvadratmeter store grund.    

Investerer i fremtiden
Investeringen i de nye produktionsmaskiner skal sikre virksomhedens fremtidige vækst. Gennem de seneste mange år har væksten hos Carsten Holm A/S ligget stabilt, og det er den vækst, investeringen skal fastholde og udbygge.

- Der ligger forsat et vækstpotentiale i forhold til at udbygge salget af pakninger og tætninger, både i Danmark og i udlandet. Vi har lagt en realistisk strategi for virksomhedens fremtidige vækst, og vi ser meget positivt på fremtiden, supplerer Ulrik Holm, direktør i Carsten Holm A/S.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081