23948sdkhjf

Klumme: Jeg mangler det saglige grundlag

I august skrev jeg til skatteminister Peter Christensen om ordningen om servicefradrag for hjælp og istandsættelse i hjemmet – den såkaldte BoligJobplan. I DS Håndværk & Industri er vi glade for ordningen, som vi forventer vil forbedre de økonomiske vilkår for små og mellemstore håndværksvirksomheder.
Klumme af Jim Stjerne Hansen, formand for DS Håndværk & Industri

Men for at få det skattemæssige fradrag skal ydelsen fremgå af en særlig liste. På denne liste er der ydelser som murerarbejde, facaderenovering, forbedring af varmeanlæg, reparation og udskiftning af vinduer og døre m.v. Der kan derimod ikke foretages fradrag for arbejde med trapper, garager, garageporte etc. Der er tale om meget beslægtede arbejdsopgaver, og denne forskel i arten af arbejdsydelser, der dækkes af ordningen, forekommer derfor helt umotiveret. Jeg opfordrede på den baggrund ministeren til at udvide ordningen, så også disse fag og arbejdsopgaver bliver omfattet.

I begyndelsen af september fik jeg svar fra Skatteministeriet. Desværre ser det ikke ud til, at der er håb om at få porte m.m. med på listen over ydelser, man kan få fradrag for.

I brevet skriver Skatteministeriet, "…at der ved afgørelsen af hvilke ydelser, der kan fradrages som reparation og vedligeholdelse af eksisterende helårsboliger, af administrative hensyn er anvendt den samme afgrænsning og fortolkning, som blev brugt i forbindelse med Renoveringspuljen i 2009. … Derfor vil der heller ikke være fradrag for lønudgifter til håndværksarbejde vedrørende trapper … efter den nye fradragsordning. Ordningen er som bekendt en forsøgsordning, der gælder i perioden fra 1. juni 2011 til 31. december 2013. Det er aftalt, at ordningen ved sit udløb, skal evalueres med henblik på eventuel videreførelse. I den evaluering vil afgrænsningen af de omfattede ydelser indgå."

Jeg mangler stadig det saglige grundlag for, hvorfor trapper, garager, garageporte etc. ikke er med på listen. Jeg synes ikke, at "administrative hensyn" er godt nok. For mig at se, er det en firkantet og meget lidt fleksibel holdning til det, vi opfatter som en banal forglemmelse i ordningen. Men den skal vi altså vente mere end to år på at få rettet op på…

Lige inden valgkampen blev skudt i gang, foreslog Venstre, at ordningen om servicefradrag blev udvidet til også at gælde sommerhuse. Det er vi naturligvis meget positive over for. Og hvis man alligevel skal åbne ordningen, kunne man jo rette fejlen, så porte og trapper kom med på listen – i øvrigt sammen med husstandsvindmøller, som på pudsig vis også er blevet udeladt.

Kilde: DS Håndværk & Industri - http://www.ds-net.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078