23948sdkhjf

Dansk svejseløsning til norsk landbrugsgigant

Kverneland Group har købt en fuldautomatiseret svejseløsning for at optimere produktionsprocessen for et nyt produkt.

Kverneland Group blev grundlagt i 1879 og har næsten 140 år senere stadig sit hovedkvarter i Klepp lidt syd for Stavanger, der også huser koncernens kompetencecenter og produktionsanlæg til pløjningsudstyr. For nylig udviklede virksomheden et nyt pløjningsprodukt, der kræver en ny og mere avanceret svejseautomatiseringsløsning:

- Svejsning er en vigtig del af vores produktionsproces, og vi har mange års erfaring med svejseautomati­serings­løsninger. Men vores nye produkt var en stor udfordring for vores eksisterende produktionsfaciliteter, alene på grund af dets form og størrelse og svejseprocessens kompleksitet. Vi var derfor ude efter en ny automatiseringsløsning, der kunne opfylde vores krav til effektiv håndtering af komponenter – og her var Migatronic Automation i stand til at levere en overbevisende og fuldautomatiseret svejseløsning med nyeste teknologi, der var tilpasset vores specifikke behov for produktionseffektivitet, fortæller Oddvar Tjåland, der er projektleder hos Kverneland.

Et spørgsmål om omkostninger og effektivisering
Inden levering og installering af den nye svejseautomatiseringsløsning fra Migatronic Automation var der allerede fire svejseautomatiseringsløsninger på Kverneland Groups plovfabrik. Og selv om ingen af disse løsninger var i stand til effektivt at håndtere de nye produktkomponenter, var Kverneland ikke i tvivl om, at der var brug for en anden og mere avanceret løsning:

- Der er ikke noget alternativ til en svejseautomatiseringsløsning for en produktionsvirksomhed i vores størrelse og med vores ambitionsniveau. Automatisering sikrer ensartethed og præcision i produktions­processen, og - hvad der måske er endnu mere vigtigt – det foregår på en yderst effektiv og økonomisk fordelagtig måde, siger Oddvar Tjåland.

Alligevel oversteg den nye svejseautomatiseringsløsning fra Migatronic Automation den norske virksomheds forventninger:

- På grund af produktets kompleksitet vidste vi ikke på forhånd, hvilken svejseautomatiseringsløsning der ville passe. Vores hovedkrav var en løsning, der kunne håndtere alle aspekter af svejseprocessen, særligt i forhold til de vanskeligheder, der er forbundet med korrekt positionering og fastgørelse af komponenter. Derfor var vi meget tilfredse med den komplette automatiseringsløsning, der blev udviklet til vores ekspanderende produktionslinje, siger Oddvar Tjåland.

Tæt partnerskab
Repræsentanter fra Kverneland Group blev i første omgang inviteret på besøg hos nogle af Migatronic Automations eksiste­rende kunder i lokal­området for at få en demonstration af den type løsning, som Migatronic Automation kunne levere, og senere hos leverandøren selv for en grundig gennemgang af den specifikke løsning, der var planlagt til dem.

Ifølge salgsdirektør hos Migatronic Automation Claus Pagh er det nødvendigt at indgå i tætte partnerskaber med kunderne for at sikre dem en proces med udsigt til et hurtigt investeringsafkast:

- Vi er specialister i at udvikle skræddersyede automatiseringsløsninger til vores kunder, men vi kan ikke gøre det uden at afsætte tid og kræfter til en grundig vurdering af kundernes krav. Derfor betragter vi os også som rådgivende ingeniører, og ikke bare som leverandør af svejseautomatiseringsløsninger, forklarer Claus Pagh.

Svejse- og automatiseringsekspertise
Det, som Migatronic Automation har udviklet til Kverneland Group, er en komplet turnkey-løsning bestående af en svejserobot og en håndteringsrobot, der manipulerer svejseemnerne helt synkront med svejserobotten. Det sikrer en optimal svejseposition, mens brænderpositionen justeres ved hjælp af fugefølgning under svejsning. Håndteringsrobotten kan selv plukke komponenter direkte fra et enkeltsporet transportbånd - det mindsker den interne håndtering og rationaliserer produktionen optimalt. Den integrerede strømkilde er en højteknologisk Sigma Galaxy svejsemaskine. På den måde kombineres moderselskabet Migatronics svejseekspertise med datterselskabet Migatronic Automations avancerede automatiseringsløsning:

- Ved at arbejde tæt sammen med vores moderselskab kan vi tilbyde vores kunder viden om alle aspekter af svejsning – fra automatisering og robotteknik til selve teknologien og håndværket bag svejseprocessen. Det er en vigtig del af vores arbejde, som efter vores mening også er med til at give vores kunder en konkur­rence­fordel i deres produktionsproces, siger Claus Pagh.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095